Nr-djursportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Enggårdens unge samler ind til fattige børn i Bolivia

Fritidsklubben Enggården i Grenaa knoklede hele sidste uge med at samle effekter ind til et teater-projekt i det lille sydamerikanske land, Bolivia.


Børn vil gerne spille teater, men for børn i Bolivia er det svært, fordi landet er meget fattigt. Det er et helt konkret teater-projekt i Bolivia, som Enggården har valgt at støtte med et stykke indsamlingsarbejde som kulminerede i sidste uge, men også i indeværende uge kan man aflevere penge og effekter på Enggården, der er beliggende på Lergravsvej 1 i Grenaa.
— De teaterglade børn i Bolivia mangler stort set alt - blyanter, farver, sminke, parykker, små musikinstrumenter med videre. Kun fantasien sætter grænser. Pengegaver kan også bruges. Det er ikke beløbets størrelse, der er afgørende for, om indsamlingen bliver en succes. Det er nemlig muligt at nå langt for selv små midler. Og alle penge går ubeskåret til teater-projektet i Bolivia, fortæller Palle Overgaard fra Enggården.
Man kunne også møde de unge fra Enggården torsdag eftermiddag i sidste uge ved Kvickly i Grenaa. Her stod de i indgangspartiet med en lille udstilling, der gjorde opmærksom på projektet, som retter sig mod den bolivianske by El Alto. Her bor cirka 800.000 menneskert. De fleste er meget fattige, og en stor del af El Alto er slum. Men der findes noget enestående i El Alto, nemlig et hus for børn. Det hedder Teatro Trono. Her foregår dog meget andet end teater. Der er ballet, rytmik, gymnastik, musik, café, keramikværksted, bibliotek, lektiehjælp med mere. Børnene kan dog også komme blot for at lege.
— Børnene i El Alto har et svært liv, og mange har aldrig prøvet at lege og slet ikke at spille teater. Teatro Trono har derfor startet en teatergruppe for de mindste børn i alderen 5-10 år. Børnene skal selv være med til at skrive teaterstykket. Det handler om noget, der er tæt på børnenes liv og hverdag: Vold, arbejde, miljø, venskab. På den måde lærer børnene at udtrykke sig og lave noget sammen, og de får mulighed for at påvirke holdninger og opfattelser hos forældre og andre voksne, beretter Palle Overgaard.
Men det er ikke alle børn, der har mulighed for at komme i huset. Derfor er Teater Trono også opsøgende. Et mobilt teater rejser rundt i El Alto og spiller på skoler, gader og pladser, så også andre børn får mulighed for at opleve teatret.
- Men Teater Trono har brug for lidt hjælp til at holde deres teater kørende, og det er derfor vi har sat os for at indsamle teater-effekter og penge til Teater Trono, siger Palle Overgaard.

Kilde:

unavngivet


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam