Nr-djursportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Strukturdebat: Viceborgmester Svend Brandstrup Hansen har henvendt sig til indenrigsministeren!

Grenaa Bladet: Viceborgmester i Grenaa Kommune, Svend Brandstrup Hansen (V), har henvendt sig til indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen.

I et brev gør Svend Brandstrup Hansen opmærksom på de uheldige konsekvenser ved kommunesammenlægningerne her på Djursland, hvor de fire sydkommuner - Ebeltoft, Midtdjurs, Rønde og Rosenholm - har vedtaget at slå pjalterne sammen udenom Grenaa og Nørre Djurs - og Rougsø og Sønderhald for den sags skyld.

Viceborgmesteren gør opmærksom på, at konsekvensen er, at Grenaa og Nørre Djurs nu bliver en »hvid plet« på landkortet. Eller med lidt andre ord et område, hvor udviklingen går langsommere end i andre områder.

Væksten er således lavere end andre steder, og skatteindtægtsgrundlaget derefter. Kommunens mulighed for at lave en god service for borgerne forringes derefter, og grundlaget for at skabe yderligere bosætning smuldrer.

Med andre ord en ond cirkel som rammer disse »hvide pletter« på landkortet. Vel næppe regeringens intention med dens oplæg til en strukturreform.

Svend Brandstrup Hansen spørger derfor i sit brev ministeren, om han vil gøre noget for at rette op på det uretfærdige i dette forhold. I brevet skriver han som følger:
– Vi glæder os meget til at mødes med dig mandag den 27. september på Hotel Ebeltoft Strand. Vi er inviteret med af vore venner og kollegaer i Ebeltoft.

Vi er i en lidt paradoksal situation her på Djursland i vores bestræbelser på at få kommunestrukturen til at falde på plads. Som du sikkert ved har kommunerne Rønde, Midtdjurs, Rosenholm og Ebeltoft vedtaget i deres respektive byråd, at de ønsker at forme en kommune med ca. 40.000 indbyggere.

Som du sikkert også ved, ligger netop de fire kommuner som randkommuner til Århus Kommune, og deres klare forudsætning for at sammenlægges har været deres lighed som bosætningskommuner til arbejdspladserne i Århus.

Det efterlader så resten af Djursland, væsentligst Rougsø, Nørre Djurs og Grenaa kommuner, i en meget vanskelig situation. Grenaa-området, som består af de tre kommuner, blev i foråret 2003 »udnævnt« til udkantsområde i Erhvervs- og Boligstyrelsens regionale vækststrategi.

Den betegnelse fik vi efter ganske bestemte kriterier, der tog udgangspunkt i indkomstforhold, pendlingsmønstre, og vores geografiske beliggenhed.

Vores erhvervsstruktur med få relativ store virksomheder i Grenaa, deres sårbarhed i forhold til international konkurrence, og endelig nedlæggelse af Grenaa Centralsygehus, spillede også ind.

Den paradoksale situation er opstået efter vedtagelsen i de fire byråd. Meget store dele af erhvervslivet på Djursland, de politiske organisationer, inkl. Venstres, har direkte udmeldt, at Djursland bør formes som EN kommune, simpelthen for at kunne håndtere vores egne problemer i en homogen kommune, der både repræsenterer bosætningsområde for Århus, og lavvækstområde på Norddjursland.

En kommune med ca. 80.000 indbyggere.
Det er klart, at både Nørred Djurs og Grenaa kommune har arbejdet for at komme med i en kommunesammenlægning med kommunerne tæt på Århus.

Men som landet ligger nu, får vi en markant »hvid plet« på Norddjursland. Det vil forstærke behovet for udligningsordninger og statstilskud til udkantsområderne.

Og som vi har læst teksten i strukturreformen, har det ikke været hensigten, tværtimod. Hensigten har været at etablere bæredygtige enheder, der kan honorere fremtidens krav til en offentlig sektor.

Du skal betragte dette brev som en orientering.

Vi glæder os som nævnt til mødet den 27. september, og måske specielt til, at du måske vil løfte sløret for, hvordan regeringen vil håndtere problemerne med såkaldte »hvide pletter« på landkortet, slutter Svend Brandstrup Hansen sit brev til indenrigsministeren.

Kilde: Grenaa Bladet

//


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam