Nr-djursportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Opfordring fra Reno Djurs:

Send affaldet på havearbejde
Affaldsselskabet Reno Djurs kommer med et tip til alle havefolk, som gerne vil gøre miljøet en tjeneste uden besvær: Behold haveaffaldet hjemme!



Læg grene, kviste, ukrudt, mos, græs og blade i en bunke eller kompostbeholder i haven – så bliver det i løbet af et års tid til fin kompost, som man kan strø ud i sine bede.
– Det er utroligt populært at aflevere haveaffald på genbrugsstationen, og det er folk også meget velkomne til. Men der er også fordele ved at beholde haveaffaldet derhjemme. Der bliver det omdannet til kompost, ligesom det haveaffald vi modtager på genbrugsstationerne, fortæller Hardy Mikkelsen, der er miljøchef i Reno Djurs.
Har man ryddet en række træer, kan der være så store mængder haveaffald, at de færreste har plads til dem i haven. Men for en almindelig have kan en mindre bunke eller kompostbeholder sagtens rumme et helt års produktion af haveaffald.
Ved at beholde haveaffaldet hjemme i haven begrænser man både forureningen og omkostningen ved transporten.
Også det grønne affald fra køkkenet kan omdannes til kompost. Det er mest hygiejnisk at bruge en kompostbeholder, som man gratis kan få leveret ved henvendelse til Reno Djurs. Omkring 30 pct. af en husholdnings affald kan komme i beholderen.
– Det er sund fornuft. Der er ingen grund til at transportere affald i store lastbiler til et forbrændingsanlæg og betale statsafgift for at få det brændt af, når det gør mere gavn i folks egen have. Derfor opfordrer vi alle til at bruge kompostbeholderen, siger Hardy Mikkelsen.
Hver vinter går mange kompostbeholdere i stå, og boligejerne kommer ud af vanen med at sortere frugt, grønt, kaffe- og teposer samt pottemuld og planterester fra til den grønne kompostbeholder.
Det er der råd for - nemlig at gå i gang igen. Kompostbeholderen er ikke fornærmet. Bakterier, insekter og kryb går i gang, så snart der kommer nye forsyninger til beholderen.
Særlige kompostorme kan sætte ekstra skub i beholderen, og dem kan man få gratis på genbrugsstationerne på Djursland.
Reno Djurs deler også en splinterny komposthåndbog ud. Den er på 36 sider og giver råd både om kompostering af haveaffald og af grønt affald. Bogen fås på genbrugsstationer og på rådhusene i alle kommuner på Djursland. Man kan også få et eksemplar ved at henvende sig til Reno Djurs.

Det fælleskommunale affaldsselskab Reno Djurs opfordrer alle have-ejere til at sende affaldet på havearbejde. Altså det grønne af slagsen, forstås.

Kilde: Grenaa Bladet

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam