Nr-djursportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Kom godt i gang med marathon-træningen!

GRENAA BLADET:
Sidste år skulle jeg træne et hold marathonløbere (15 personer) fra min arbejdsplads, SCA Packaging Djursland, til Copenhagen Marathon. Der er sikkert nogle, der har hørt om SCA-Runners. Der var en, der spurgte, hvad det var for nogle personer, der trænede helt vildt i Grenaa. - "Nå, det er de sorte fra SCA-Runners, der træner til marathon". Målet var at gennemføre et marathonløb.


Til daglig løber jeg i Grenaa Motionsløbeklub. Jeg havde prøvet at løbe marathon flere gange, så de andre løbere ville gerne trække på min erfaring. Der var kun en af dem, der havde prøvet at løbe marathon før. Da vores virksomhed bakkede 100% op om vort løb, syntes jeg det kunne være spændende at lave et træningsprogram, der kunne bruges af skifteholdsarbejdere.
En forudsætning for at gennemføre træningen er først og fremmest at have opbakning fra hjemmefronten, da træningen kræver mange timer. Der kan nemt gå 3 timer, inden man er hjemme igen fra et træningsløb.
Man skal ofre nogle gode løbesko, da der skal løbes mange skridt. Jeg har set en, der startede med at løbe i ECCO-sko. Det er ikke lige sagen.
Tøjet er ikke det vigtigste, men jeg vil anbefale en ikke for tung løbedragt af et stof, der ikke suger vand. Hvis tøjet ikke er vandafvisende, kan det nemt komme til at veje et ton!
Det vil være en gode ide, hvis man kan få sin arbejdsplads til at bakke op om et projekt som Grenaa Marathon. Det vil gøre det lettere at komme i gang med træningen.
Husk så væske på de lange ture, f.eks. i et væskebælte eller læg nogle poster ud med vand. Jeg vil ikke anbefale, at man løber med en flaske i hånden, da det kan give problemer med ryggen. Det kan ikke anbefales at løbe på øl eller spiritus!
Det er en god ide at have en løbekammerat på de lange løbeture for at bakke hinanden op.
Jeg havde sagt til mine løbekammerater, at de skulle kunne løbe ca. 10 km inden nytår. Marathonløbet skulle afvikles i maj måned. Problemet var, at ikke alle skifteholdsarbejdere kunne løbe på samme tid, men vi fandt ud af det alligevel.
Man kan finde mange træningsprogrammer på forskellige hjemmesider, men man kan sige for og imod og have mange meninger om de forskellige programmer - men ingen af dem foregår hjemme på sofaen - så kom ud og træn, men start ikke for voldsomt. Sørg for at restituere dig og hvile et par dage ind imellem i starten, selv om det går godt. Man kan let få skader, som det tager tid at komme over, og man må så begynde forfra igen. Mit træningsforløb var baseret på, at man skulle få nogle gode oplevelser og et godt marathonløb. Jeg lagde ikke så megen vægt på tiden.
Der var bygget to halvmarathon-løb ind i træningsforløbet for at opleve lidt konkurrence. Herudover løb vi en Ebeltoft - Grenaa tur for at mærke, hvordan det er at løbe mere end 30 km. Jeg tror, der var nogle, der blev forbavset. Mit træningsprogram tog udgangspunkt i, at man skulle løbe tre gange om ugen. To gange var der interval- eller tempoløb og en længere tur om lørdagen. Lørdagsturen stod jeg for, mens man selv skulle klare de andre kortere ture. Vi var ude i al slags vejr; der er ikke noget, der hedder dårligt vejr; det er forkert påklædning.
Det er som regel de sure ture, man husker bedst. For eksempel en løbetur i sandstorm, hvor vi var sorte som negre, da vi kom hjem, eller den dag det blæste som en pelikan. Jeg var ikke selv med på grund af ferie. Men nu banker sommerhalvåret jo på døren, og så er det alt andet lige noget sjovere at snøre løbeskoene...
Og der er ingen kære mor. Hvis man vil kunne løbe en marathon skal der trænes meget og ofte, og man skal starte cirka et halvt år før man skal gennemføre marathon-løbet. Vi er nu sidst i marts måned, og det vil sige, at der er præcis fem måneder til Grenaa Marathon skydes i gang. Det er med andre ord nu - ikke om to eller tre måneder - at man skal i gang, hvis man vil gennemføre Grenaa Marathon 2004. Og lad mig her til slut sige: Det er hele sliddet værd, når man krydset målstregen efter at have løbet lidt over 42 km. Man har flyttet nogle grænser for sin fysiske formåen, som man måske ikke troede muligt. En fantastisk fornemmelse....!

Kilde: Grenaa Bladet

Jørgen H. Nygaard


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam