Nr-djursportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Endnu et år er gået hos Kattegatcentrets Venner

GRENAA BLADET:
Kattegatcentrets Venners (KCV) årlige generalforsamling, som blev afholdt sidste i februar måned, trak omkring 80 deltagere.



Formanden Erik Norengaard bød velkommen, hvorefter man gik i gang med generalforsamlingen. Efter aflæggelse af bestyrelsens beretning gik kasseren på podiet, og fremlagde et regnskab, der viste et underskud på godt 116.000 kroner. Dette skyldes, at KCV i jubilæumsåret 2003 (hvor Kattegatcentret fyldte 10 år) spenderede en gave til centret, der løb op i den nette sum af 171.000 kroner. Der er tale om syv »havdyr«, som har fået en særdeles god modtagelse blandt især børnene, som kan kravle ind i, og op på, dyrene, der kan holde til det. De er endog beregnet til det!
Generalforsamlingen valgte at fastholde kontingentet på de allerede eksisterende satser, og der var naturligvis også valg til bestyrelsen. Der var her genvalg til Helle Danvad og Bente Lund-Laursen, mens Henrik Samsø ønskede at træde ud af bestyrelsen. Forsamlingen valgte derpå Lars Meyer i stedet. Som suppleant genvalgtes Ib Egon Jensen. De to revisorer - Lene Hübertz Olesen og Bent Nørsten - blev begge genvalgt.
På et bestyrelsesmøde den 9. marts har bestyrelsen konstitueret sig som følger: Formand Erik Norngaard, næstformand Helle Danvad, sekretær Bente Lund-Laursen og Peter Hajslund og Lars Meyer som menige bestyrelsesmedlemmer. Lotte Olesen og Ib Egon Jensen er suppleanter. Som kasserer valgtes Mette Møberg, der til daglig er regnskabschef i Kattegatcentret.
Efter generalforsamlingen gik beredskabschef Erik Laursen på podiet for at fortælle lidt om sikkerhedsforanstaltningerne i Kattegatcentret - og i den forbindelse også lidt om det, der var sket på Nordsømuséet i Hirtshals. Forsamlingen blev her beroliget med, at Kattegatcentret er sikret i meget høj grad.
Næste mand på skansen var centrets nye direktør, Peter Sand, som fortalte lidt om sig selv og lidt om de kommende aktiviteter. I den forbindelse var der også plads til et par ord fra centrets biolog, Jørgen Lund Møller, som fortalte lidt om de nye fisk, der er erhvervet.
Den egentlige foredragsholder i dagens anledning var Vagn Iversen fra VI Design, Samsø. Han har lavet den store hvalhaj, der hænger oppe under loftet foran hajtanken - ligesom han også har lavet de 7 havdyrs-figurer, som allerede er blevet omtalt. Vagn Iversen fortalte på spændende vis, om hvordan en sådan produktion egentlig foregår. Imens fik forsamlingen forsødet tilværelsen med kaffe og ostemadder. Med andre ord endnu en rigtig god og spændende aften i Kattegatcentrets Venner.

Kilde: Grenaa Bladet

unavngivet


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam