Nr-djursportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Udvidelse af Søren Kanne Skolen vedtaget udenom Venstre i byrådet

Grenaa Bladet:
Søren Kanne Skolen, der er beliggende ved Søndre Skole i Grenaa, får en tilbygning på 200 m2 i form af en pavillonbygning. Det blev vedtaget af et snævert flertal udenom Venstre på sidste uges byrådsmøde i Grenaa Byråd.


Skolen har vokseværk, idet den ikke kun modtager elever fra Grenaa Kommune, samtidig med, at skolen spiller en vigtig rolle i kommunens ambitioner om at spare et millionbeløb på anbringelser af børn udenfor hjemmet. Den mangler i så henseende værkstedslokale, mødelokaler og grupperum, og det får den med den vedtagne udbygning. Men det er ikke en helt ukontroversiel beslutning, som et flertal i byrådet har taget, og det hænger nøje sammen med Venstre-manden Knud Kildal’s bemærkning under byrådsmødet om, at så var det nok den forkerte børnehave, man har valgt at lukke.
Et flertal i byrådet besluttede tidligere på året at nedlægge Børnehaven Solstrålen på H. P. Rosenvinges Plads i bestræbelserne på at få antallet af børnehaver og institutionspladser til at matche det dalende børnetal i kommunen. Det skete blandt andet med Venstre’s stemmer, men med den klare melding, at det var under den forudsætning, at der IKKE skulle bygges nyt til Søren Kanne Skolen, og at en eventuel udvidelse i stedet skulle ske i allerede eksisterende kommunale lokaler. Stod man overfor det valg at skulle bygge nye lokaler til skolen, så mente Venstre, at det havde været bedre, at lukke én af de to institutioner, Troldebo og Gymnasievejens Børnehave, som begge to ligger meget tæt på Søren Kanne Skolen. En udvidelse kunne så have været sket i den nedlagte børnehave.
Formanden for Børne- og Ungdomsudvalget, Valdemar Haumand (S), sagde på byrådsmødet, at udvalget havde lyttet til Venstre’s kraftige opfordring, og at der virkelig var blevet ledt med lys og lygte efter egnede lokaler, men at det ikke havde været muligt at finde en optimal løsning. Blandt andet fordi man meget nødigt ville dele skolen i to. Et flertal i Børne- og Ungdomsudvalget indstillede derfor til byrådet, at det finder den fysiske udvidelse af skolen nødvendig fordi der p. t. findes et antal børn i Grenaa Kommune, der kan få stort udbytte af Søren Kanne Skolens tilbud, og samtidig fastholdes i lokalområdet. På grund af deres sociale og adfærdsmæssige situation kan de ikke fungere i folkeskolen, selv om den har fået besked på at være mere rummelig.
— Vi vil gerne kunne spare millioner på anbringelser, men for at det kan lykkes, så er vi altså nødt til at bruge begge hænder. Hvis vi ikke vedtager B&U’s indstilling kapper vi den ene hånd af, og gør det dermed til en umulig opgave. Vi kan selvfølgelig lade være med at modtage børn fra andre kommuner, for så er der plads til vore egne uden at bygge ud, men dermed vinker vi jo farvel til en ret fin indtægt til skolens drift. De penge skal vi så selv finde, men hvor? Vi kunne også vælge at sende vores egne elever ud af kommunen, men så bliver det for alvor dyrt. Den rigtige beslutning er derfor at udvide Søren Kanne Skolen med 200-250 m2, der hvor den ligger i forvejen. Det er pædagogisk og fagligt rigtigt overfor børnene, og det giver personalet nogle fornuftige betingelser at arbejde under, sagde Valdemar Haumand.
Økonomiudvalgets indstilling til sagen pegede ikke just i den retning. Ganske vist var ØK indstillet på at give skolen tilladelse til at tage den ekstra gruppe børn ind - og dermed ansætte ekstra personale pr. den 1. januar 2004 - men man fastholdt, at der fortsat skulle undersøges andre muligheder hvad de fysiske rammer angår. SF’eren Tom Mortensen og socialdemokraten Niels Erik Iversen var en del af denne indstilling, selv om de egentlig var mest stemt for en udvidelse ved selve skolen.
- Men det var så langt vi kunne komme i sagen, da vi holdt det møde i ØK, sagde Niels Erik Iversen.
Tom Mortensen supplerede ham ved på stedet at strikke et SF-forslag sammen, der var en blanding af B&U-indstillingen og ØK’s indstilling. Det vil sige grønt lys til ansættelse af personale og til en udvidelse af skolen med 200 m2, men uden at afsætte plads til en observationsfunktion som ønsket af B&U.
For dette forslag stemte de 9 socialdemokrater, SF’eren Tom Mortensen og De Konservatives Kirsten Jensen. Imod stemte de 8 Venstre-folk, og dermed var SF’s ændringsforslag vedtaget med 11 stemmer mod 8.
Hos Venstre fastholdt man således ønsket om at finde nogle andre fysiske rammer til skolen.
— Men hvor? Forvaltningen og udvalget har undersøgt alle de muligheder, der var. Der er blandt andet blevet kigget på Søndre Skole, men her er vi nødt til at flytte nogen ud, før der kan flytte nogen ind. Desuden er det bedst for børnene, at tilbuddet befinder sig under samme tag. At der ikke pludselig er to skoler, der cykler i hver sin pædagogiske retning. Det duer simpelthen ikke. Vi skal naturligvis lave et tilbud, der er så godt som muligt, så det virker efter hensigten. Det gavner såvel børn og familier såvel kommunens økonomi, sagde socialdemokraten Leif Lahn Jensen, der i øvrigt gerne så, at man behandlede børnehave-sagen og Søren Kanne-sagen som to helt uafhængige sager, der ikke havde noget med hinanden at gøre.
— Andre kommuner køber en plads på Søren Kanne Skolen på grund af den høje pædagogiske standard. Det skal vi naturligvis være stolte af, og så i øvrigt bakke skolen op med de veldokumenterede behov de har for mere plads. Og jeg synes ikke, der skal flyttes mere rundt på de børn end højst nødvendigt. Det er børn med væsentlige sociale problemer, og skal de placeres udenfor hjemmet, bliver det for alvor en meget dyr foranstaltning, sagde Kirsten Jensen (K).
— En udvidelse er jo ikke gratis uanset hvad man finder på. Det jeg hæfter mig ved er, at man ved at udvide ved skolen, får en menneskelig såvel som økonomisk gevinst ud af det her på sigt, sagde socialdemokraten Helle Thomsen.
Udvidelsen af Søren Kanne Skolen anslås at ville koste omkring 700.000 kroner.
Valdemar Haumand rundede debatten af ved at sige til Venstre, at han respekterede partiets holdning i sagen.
— I siger det samme, som i sagde for et halvt år siden, og det er helt fint. Mit svar er så, at der ER blevet lyttet til Jeres holdninger, for der er virkelig blevet lavet store sonderinger for at imødekomme Jeres indstilling til sagen. Men det bør ikke forhindre os i at træffe den rigtige beslutning , sagde han, hvorefter SF’s ændringsforslag blev stemt hjem med de nævnte 11 stemme mod 8.

Kilde:

unavngivet


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam