En gang årligt uddeler Sportsdykkerklubben PLASK en pris til et medlem, som har gjort sig særligt bemærket igennem året. I år gik denne såkaldte PLASK-pris til klubbens minidykker-instruktør, Janni Sørensen.
Janni startede i 1998 med at uddanne sig til CMAS** dykker i klubben, og allerede året efter var hun i gang som hjælpe træner for minidykkerne. Det blev hurtigt klart for enhver, at Janni magtede denne opgave fuldt ud, og børnene var meget glade for hende. Hun har derfor gennem de sidste 6 år haft ansvaret som instruktør for klubbens mindste medlemmer.
Ved klubbens mange arrangementer såsom deltagelse i Open By Night, Store Legedag, og mange andre aktiviteter som klubben afholder for børn, har Janni altid været med i front med en stor hjælpende hånd.
Prisen er bestemt af klubbens medlemmer. Janni får prisen på grund af hendes store indsats for klubben og minidykkerne. Hendes arbejde for klubben ligger langt over det niveau, der kan forventes af frivillig arbejdskraft. Hendes evne og lyst til at beskæftige klubbens unge, er i en klasse for sig selv. Trods de mange timer Janni lægger i klubben, er hun altid smilende, og altid parat til at gi’ en ekstra hånd. Det er på dette grundlag, at klubbens medlemmer har kåret Janni som Årets medlem.
Ved minidykkernes juleafslutning forrige onsdag i svømmehallen, blev der sammen med alle børnene afholdt en lille ceremoni. Formanden for klubben holdt en rosende tale, og overrakte samtidig et diplom, som anerkendelse af indsatsen. Da Janni lægger mange timer i klubbens aktiviteter, og derfor har svært ved at finde tid til at dykke selv, valgte klubben at opfylde en af hendes drømme i form af et gavekort til en dykker-tur med levende hajer.
– Sportsdykkerklubben PLASK’s medlemmer ønsker Janni et stort tillykke med kåringen som årets medlem. Vi håber, hun fortsat vil have kræfter til at fortsætte med arbejdet i klubben, ligesom vi håber hun vil blive ved med at deltage i klublivet langt ud i fremtiden. Vi kan ganske enkelt ikke undvære hende, siger Claus Boxall fra PLASK.
Janni Sørensen er blevet kåret som årets medlem i Sportsdykkerklubben PLASK i Grenaa.
Kilde: grenå bladet
charlotte