Mandag den 9. januar har Grenaa Kino premiere på endnu en Biografklub Danmark-film. Der er tale om den engelske komedie »Mrs. Henderson Præsenterer« af Stephen Frears.
Handlingen i filmen er som følger:
London, 1937. Mrs. Laura Henderson (Judi Dench), en velstående dame med de rigtige forbindelser i forretningslivet såvel som i selskabslivet, har netop begravet sin mand. Og nu keder hun sig.
Hun er 69 år gammel og alt for energisk og fuld af livskraft til bare at lade sig glide ind i en stille tilværelse som enke. Det hun har brug for, som hendes veninde Lady Conway (Thelma Barlow) siger, er en hobby. Som f.eks. at samle på diamanter eller at engagere sig i velgørenhedsarbejde? Men til sin omgangskreds’ store chok køber hun i stedet et gammelt teater - The Windmill Theatre i hjertet af Soho i London.
Mrs. Henderson aner absolut ingenting om, hvordan man driver et teater, så hun hyrer en manager: Den legendariske og professionelle Vivian Van Damm (Bob Hoskins). Han er imidlertid chokeret over Mrs. Henderson, der er temmelig skandaløs, provokerende og excentrisk. For ikke at sige uforskammet. På grund af hendes mange udbrud og afbrydelser forbyder Van Damm hende at være med til prøverne på teatret, og hun ser sig derfor nødsaget til at deltage - i forklædning. Hun møder op som en kineser den ene dag og en isbjørn den næste for at udspionere ham og hans arbejde. Deres had/kærligheds-forhold slår gnister, men afføder også historiske nyskabelser for den engelske teaterscene.
Van Damms idé om en Revuedeville, eller nonstop underholdning, er aldrig set før og kører for udsolgte huse... lige indtil de andre teatre begynder at kopiere idéen. Så bliver det Lauras tur til at være kreativ, og hun får idéen til at lade nøgne piger indtage scenen.
Windmill Teatrets såkaldte tableauer, eller nøgne piger arrangeret i forskellige temaer, bliver et kæmpe hit - navnlig hos de britiske tropper, som er på vej i krig.
Men så begynder Hitler at bombe London, og regeringen truer med at lukke teatret. Mrs. Hendersons kampgejst afsløres sammen med hemmeligheden om, hvorfor hun i det hele taget købte The Windmill Theatre.
Fra og med mandag i næste uge kan man opleve Bob Hoskins og Judi Dench for fuld udblæsning i komedien »Mrs. Henderson Præsenterer« i Grenaa Kino.
Kilde: grenå bladet
charlotte