På det seneste byrådsmøde bevilgede Grenaa Byråd 140.000 kroner til det videre arbejde med at gøre fonde og andre mulige investorer interesserede i Åby-projektet.
Ansøgningen var sendt af LB Consult, der bad om midler fra Sommerhusgrundfondens Udviklingspulje til yderligere idéudvikling - samt udarbejdelse af fondsansøgninger - for Grenaa Kommune/Grenaa Udviklingsråd i forbindelse med Åby-projektet.
I forbindelse med udvikling og udarbejdelse af en lokalplan for Åbyen har der tidligere været afsat 50.000 kroner til en bygherrerådgiver og til søgning af fondsmidler. Disse midler var inden byrådsmødet blevet anvendt dels til undersøgelse af hvilke fonde, der kunne være relevante i forhold til Åby-projektet, og dels til en generel vurdering af hvilke kvaliteter i Åbyen, der måtte være interessante i forhold til fonde udefra. Endvidere er pengene blevet brugt til at udarbejde en mere overordnet vision - med tilhørende visualisering - for udviklingen af Grenaa langs med Grenåen. Ja, der er faktisk tale om en hel sværm af muligheder og oplevelser - altsammen med det overordnede mål, at Grenaa skal bevæge sig fra at være et industrisamfund til et videns- og oplevelses-samfund.
Med det mål for øje at »opgradere« det tidligere udarbejdede materiale, søgte og fik LB Consult således midler til at udarbejde en fondsansøgning, der er gennemarbejdet såvel idémæssigt som argumentations- og layout-mæssigt. En ansøgning, der vil blive benyttet i forhold til en række forskellige fonde. Ansøgningen er meget ambitiøs, og arbejdet med den skulle efter planen være blevet afsluttet inden udgangen af 2005, så den er klar til at blive sendt afsted her i starten af det nye år.
Kilde: grenå bladet
charlotte