Totalt rygestop på Randers Centralsygehus/Grenaa Sygehus: Patienter og pårørende må kun ryge udendørs
Randers Centralsygehus/Grenaa Sygehus har her med virkning fra årsskiftet strammet sin rygepolitik. Fra den 1. januar 2006 må patienter, der hidtil har kunnet ryge indendørs i de dertil indrettede rygedagligstuer, kun ryge udendørs.
Selvhjulpne patienter må altså gå udenfor for at ryge, mens det er op til sygehusets personale at vurdere, om de har tid til at hjælpe øvrige patienter udendørs for at ryge.
Planlagte patienter får i deres indkaldelsesbrev besked om, at de skal medbringe nikotinsubstitution, hvis de er rygere, mens akut indlagte patienter vil blive tilbudt nikotin-substitution, såfremt de er rygere.
Randers Centralsygehus og Grenaa Sygehus er altså blevet røgfrie sygehuse her fra årsskiftet. Eneste undtagelse er, at patienter, der er erklæret terminalt syge, kan få lov at ryge i dertil indrettede rum. Pårørende må også kun ryge udendørs, og det er der for så vidt intet nyt i, da pårørende også i dag skal ryge udendørs. Det sker imidlertid ikke altid, da nogle pårørende benytter patienternes rygedagligstuer, men fra årsskiftet er denne mulighed væk, da rygedagligstuerne nedlægges.
Rygestop-tilbud
Samtidig med indførelsen af den strammere rygepolitik står Randers Centralsygehus/Grenaa Sygehus klar med en række tilbud til rygende patienter. De får bl. a. tilbud om screening for tobaksrygning og en forebyggelsessamtale, ligesom sygehuset tilbyder patienterne gratis rygestopkursus.
Sygehusets eget personale må fremover kun ryge udendørs i afmærkede rygezoner, og rygende medarbejdere tilbydes ligesom de rygende patienter gratis tilbud om rygestopkurser.
Randers Centralsygehus/Grenaa Sygehus’ nye rygepolitik blev vedtaget på et HovedMedarbejderUdvalgsmøde i december. Sygehusets nye rygepolitik udspringer af Århus Amts ønske om at fremme folkesundheden - herunder begrænse tobaksrygning, der er den forebyggelige enkeltfaktor, som har størst indflydelse på folkesundheden.
Fakta om rygning
– 25% af alle kræfttilfælde kan tilskrives rygning.
– 90% af alle lungekræfttilfælde, 30% af alle tilfælde af blodprop i hjertet og hjernen samt 75% af alle tilfælde af kronisk bronkitis er forårsaget af rygning. Rygning er således en af de mest fremherskende faktorer til hjerte-karsygdomme, kræft og lunge- og luftsygdomme og den væsentligste årsag til tidlig død.
– Undersøgelser har påvist, at passiv rygning er langt mere sundhedsskadelig end først antaget. Ifølge Sundhedsstyrelsen øger passiv rygning risikoen for hjerte-karsygdom blandt ikke-rygere med 25-30% og for lungekræft med 20-25%.
Kilde: Ã…rhus Amts sundhedsfremme- og forebyggelsespolitik
Kilde: grenå bladet
charlotte