Det kommer til at gøre ondt inden længe, hvis vi ikke får flere unge ind i fiskeriet. De nuværende gennemsnitsalder blandt fiskerne er et godt stykke over de 50, så det er piskende nødvendigt, at de unge tager over, lyder det fra Henning Madsen fra 3F Transport, Esbjerg, hvor fiskerne i dag er organiseret.
Men det ser også ud til, at flere og flere unge søger ind i fiskeriet - trods mange dystre spådomme om erhvervets usikre fremtid.
Henning Madsen er selv tidligere fisker, og er i dag blandt andet gæstelærer på Grenaa Fiskeriskole, så han kender forholdene i branchen.
– Fiskeriet er et godt erhverv. Der er altid mulighed for en fornuftig årsindtægt, men det skal der også være. Fiskerne arbejder af og til under ekstreme forhold og er tit hjemmefra, så de ikke sammen med deres familier kan deltage i aktiviteterne på land. Men der er muligheder, siger Henning Madsen.
På Grenaa Fiskeriskole har man netop afsluttet årets 6. sikkerhedskursus med seks elever. Fire af de unge kommer fra fiskerfamilier fra bl. a. Thyborøn og Skagen, og der er ikke i tvivl:
– Det kan godt være, at de hugger skibe op, men så må vi jo bare bygge nogle nye, lyder det fra de unge, hvoraf én af dem faktisk har arbejdet tre år som smed på et værft, hvor han var med til at bygge tre nye kuttere.
– Nu har jeg bygget nok. Nu vil jeg ud og sejle, siger den unge fiskeri-lærling fra Skagen.
Henning Madsen: – Det kræver mere og mere af de unge for at blive fiskere i dag. Det er ikke nok bare at være en stor og stærk fyr. Men lærlinge-uddannelse er god. Og når man sit blå bevis, kan man forsætte med en navigationsuddannelse, hvor vi i 3F i øvrigt går ind og støtter økonomisk, siger han.
Grenaa Fiskeriskole har kørt seks sikkerhedskurser her i 2005, og har planlagt syv sikkerhedskurser for 2006. Skolen har samtidig indledt forhandlinger med den nye fiskeriorganisation »Sammenslutningen af Danske Fiskeriforeninger« omkring et fremtidigt samarbejde. Sammenslutningen kan komme til at stå som arbejdgivere for de lærlinge, som skal ud i fiskeriet. Søfartsstyrelsen ser positivt på den model oplyser lederen af Grenaa Fiskeriskole, Johnny Lodberg.
– – Trods den megen snak om nedskæringer i kvoterne, ophugning med videre, oplever vi heldigvis fortsat en tilgang af unge til fiskeriet. Lærlingeuddannelsen giver mulighed for at kunne fortsætte i en videregående uddannelse - ikke kun i fiskeriet, men også på andre områder. Vi tror på en fremtid for fiskeriet. Fiskene er jo derude, og de skal jo fanges. De kommer ikke på land frivilligt, slutter Johnny Lodberg.
Kilde: grenå bladet
charlotte