Støtteforeningen på Plejehjemmet Violskrænten i Grenaa er i gavehumør for tiden. Og det er der jo ikke noget at sige til - årstiden og højtiden taget i betragtning.
Man har således på det seneste anskaffet nogle store termo-poser til kørestolsbrugere - nærmere bestemt tre af slagsen - således at beboerne kan komme på tur i Grenaa’s juleudsmykkede gader, selv om det måtte være hundekoldt. Og det er det som bekendt som oftest på denne årstid. De tre termoposer koster sammenlagt den nette sum af 3.800 kroner, så man må gå ud fra, at kvaliteten er i orden. Pengene til anskaffelsen har støtteforeningen hentet hjem via diverse bankospil og tombolaer, hvortil de handlende i byen har været så venlige at sponsorere gevinsterne.
Den næste gave til de ældre på plejehjemmet fra støtteforeningen bliver en box med 5 CD’er med musik og radioudsendelser fra 50’erne. Noget der er blevet udgivet i kølvandet på DR1’s store seersucces »Krøniken«, der jo genoptages om føje tid i form af nye afsnit.
På billedet ses en skønsom blanding af nye og gamle termoposer, køreklare plejehjemsbeboere, ansatte og medlemmer af støtteforeningen med formanden Sonja Mahler i spidsen.
Kilde: grenå bladet
charlotte