Et enigt indstillingsudvalg har på mødet 21. december 2005 besluttet at indstille kommunaldirektør Søren Brixen, Nørre Djurs kommune, som ny kommunaldirektør i Norddjurs Kommune pr. 1. januar 2006. Ansættelsen af Søren Brixen er betinget af Sammenlægningsudvalgets godkendelse på et møde 2. januar 2006. 			
	
				
			
			
										
				
					
						  Søren Brixen er indstillet som ny kommunaldirektør i Norddjurs Kommune 1. januar 2007. Foto: Norddjurs Kommune
					 | 
				
        
		
			
	
	
	Søren Brixen glæder sig til at fortsætte arbejdet med sammenlægningen til Norddjurs Kommune. 
”Jeg er rigtig glad for, at valget faldt på mig , og det må siges at være et drømmejob. Jeg véd, at vi er kommet godt fra start med forberedelserne til Norddjurs Kommune, ikke mindst på grund af de engagerede medarbejdere der allerede er involveret. Nu skal vi i løbet af de næste to-tre måneder sammensætte den øvrige del af direktionen og den samlede ledergruppe, så vi kan fortsætte fremdriften. Det skal være sjovt og udfordrende at skabe noget nyt, og vi skal også være klar til at tage ansvar og gribe de nye muligheder der ligger i reformen”, siger Søren Brixen. 
Han har på kun knap fire år markeret sig tydeligt i den kommunale verden. Søren Brixen kom 1. april 2002 til en stilling som vicekommunaldirektør i Nørre Djurs Kommune. To år senere gennemførte Nørre Djurs Kommune et generationsskifte, hvor Søren Brixen blev kommunaldirektør.
Søren Brixen er godt rustet til opgaven hos Norddjurs Kommune. Han blev i starten af 2005 udpeget som projektleder af sammenlægningen mellem Grenaa, Nørre Djurs, Rougsø og den østlige del af Sønderhald. I den periode har han fordelt sin daglige ledelse mellem opgaverne i Nørre Djurs Kommune og  tilrettelæggelsen af den kommende Norddjurs Kommune. 
Han har været en del rundt i det danske erhvervsliv, inden han slog ind på karrieren i det kommunale. Blandt andet kan han skrive volontør på  Teknologisk Informationscenter, ledende ungdomskonsulent på Salling Landbogård i Skive, sekretariatsleder og direktionssekretær på Landbrugets Rådgivningscenter på CV´et, inden han startede i Nørre Djurs Kommune. 
Han har deltaget i Amtsrådsforeningens tænketank for offentlig ledelse, han er udpeget til at tage del i at udvikle og beskrive offentlig innovationsledelse for Innovationsrådet, og er respondent på bogen ”Ledelse med udsigt”. 
Søren Brixen er matematisk student fra Viborg Amts Gymnasium i 1986, og siden har han taget grunduddannelse i engelsk i Cambridge, gennemført lederuddannelse i idræt på Nordjyllands Idrætshøjskole, og taget eksamen i EDB og driftsøkonomi fra Århus Universitet, hvor han i 1993 blev kandidat i statskundskab.  Han har også taget eksamen i personalepolitik og jura i HD. Desuden har han efteruddannet sig indenfor strategisk udvikling, samt projekt- og forandringsledelse 
Den nye kommunaldirektør er 38 år, gift med Helle og far til to piger på 9 og 11 år.  I sin fritid løber han sig ofte tur og er, lige som resten af familien, aktiv håndboldspiller. 
For yderligere information kontakt 
Søren Brixen på telefon nr. 87 79 12 10 eller på mobil nr. 24 63 11 15
Torben Jensen, borgmester på telefon nr. 87 86 63 02 
	
	Kilde: Jannik Stanley Nielsen
	
	charlotte