77 medarbejdere på BASF Health & Nutrition i Grenaa står uden arbejde fra og med nytår. Den 14. december udsendte BASF’s ledelse en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at produktionen af C-vitamin i Grenaa stopper ved udgangen af 2005. Det er som bekendt meget, meget snart!
»Produktionsstedet i Grenaa, hvor firmaet producerer 4.000 tons C-vitamin om året, er ikke længere konkurrencedygtigt på grund af anlæggets lave kapacitet, og det fortsatte fald i prisen på C-vitamin som resultat af stor global overkapacitet«, hedder det i pressemeddelelsen.
Beslutningen om at lukke vitamin-fabrikken i Grenaa kommer dog ikke som et lyn fra en klar himmel. Det har været en kendt sag i et par år efterhånden, at BASF-koncernen på et tidspunkt ville lukke anlægget i Grenaa - netop med baggrund i den allerede nævnte begrundelse. Spørgsmålet var blot, hvornår det ville ske. Svaret på det spørgsmål kom altså midt i sidste uge, og man kan således fra og med det nye år føje BASF til listen af større virksomhedslukninger i Grenaa i nyere tid.
Firmaets aktiviteter i Ballerup vil ikke blive berørt af lukningen i Grenaa. BASF har i øjeblikket 152 medarbejdere på produktionsstedet i Ballerup, som hovedsageligt beskæftiger sig med formulering af vitaminer og carotenoider i pulverform samt andre mikroindkapslede ingredienser - hovedsageligt til fødevareindustrien samt den farmaceutiske industri.
Fabrikken i Grenaa har allerede igennem de senere år gennemført adskillige personalereduktioner for at sænke omkostningerne. På nuværende tidspunkt har BASF »kun« 77 medarbejdere ansat på fabrikken i Grenaa.
– Vi er meget bevidste omkring vores sociale ansvar og har allerede indgået aftaler med vores medarbejdere omkring uddannelsesprogrammer og fratrædelsesgodtgørelser for det tilfælde, at en lukning af fabrikken blev nødvendig, siger den adm. direktør for BASF Health & Nutrition A/S i Danmark, Wolfgang Müller.
BASF i Grenaa er i den forbindelse med i et uddannelsesprogram, der er støttet af EU og Århus Amt. Programmet vil som planlagt slutte i første kvartal af 2006.
– Vi vil opfylde alle vore forpligtelser i programmet for at sikre, at eleverne i Grenaa kan afslutte deres uddannelse som planlagt, slutter Wolfgang Müller.
Efter lukningen vil fabriksområdet blive renset i henhold til de eksisterende lokale og regionale regler, så det 270.000 m2 store område senere vil kunne anvendes til en ny industri.
Kilde: grenå bladet
charlotte