Tak til
 






  
05/05 2023

Regeringen spiller for galleriet

Hvad bruger regeringen egentlig de kommissioner til, som den selv opretter, når den alligevel kun sporadisk er parat til at bruge resultaterne? Det spørger det lokale amtsrådsmedlem Bent Mikkelsen om i det følgende debatindlæg, som vi har valgt at bringe som én af tophistorierne i dag:

Vi lever i dag i en foranderlig verden - en verden, der ændrer sig om ikke fra dag til dag, så i hvert fald hurtigere end det skete for årtier tilbage. Det er derfor nødvendigt, at der politisk tages højde for disse forandringer, så vores samfund ikke sakker bagud i forhold til vores samarbejdspartnere, enten det nu er på det økonomiske/politiske plan eller på handelsområdet. Vi skulle jo gerne opretholde en god offentlig service. Vores velfærdssamfund skulle gerne udvikles og ikke afvikles.
Men hvad sker der? Først fik vi gennemført en kommunalreform, og her skulle en nedsat strukturkommission rådgive og vejlede de lovgivende myndigheder. Men hvad skete der? Et snævert flertal bestående af V-K-O gennemførte en strukturændring med den nu kendte kommunalreform stik imod de anbefalinger, der var givet af strukturkommissionen, med nogle opgavefordelinger mellem stat, regioner og kommuner, der indbyder til centralisering af opgaverne, hvor indenrigsministeren lovede det stik modsatte.
Nu står vi så over for en velfærdsreform, hvor nok en kommission gennem et stort forberedende arbejde lægger nogle debatoplæg frem, med 43 vigtige forslag til ændringer i vores samfund.
Gennem hele processen har det største regeringsparti, Venstre, holdt sig meget tavst i debatten med henvisning til, at Velfærdskommissionens arbejde skulle være færdigt først. Det er den så nu, og man kunne forvente en åben debat - ikke alene i det politiske spektrum, men også i den offentlige presse.
Det bliver spændende at se, hvor vi har det store regeringsparti i denne debat. Tør de melde deres liberalistiske ideologier med brugerbetaling på flere områder ud, som fodfolket ønsker det, eller vil de fortsætte deres kontraktpolitik med borgerne, hvor de lover guld og grønne skove uden at fortælle, hvem der skal betale regningen.
Eller er det hele, med disse reformer fra regeringen, kun et spil for galleriet?
Først nedsætter man en kommission, der kommer med nogle anbefalinger. Regeringens partier holder kortene tæt ind til kroppen, man lokker nogle vilde gæt ud af omgivelserne. Herved opruller regeringens partier nogle skrækscenarier med nogle løsningsmodeller, der i befolkningen i hvert fald ikke kan accepteres, hvorefter regeringen og DF gennemfører de ændringer, de nu vil have - med vi borgere som gidsler.
Hvornår får vi en klar melding fra vores regeringsleder?”


Kilde: Skrevet af Bent Mikkelsen, S-amtsrådsmedlem fra Grenaa, i Randers Amtsavis d. 19. december

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam