40. år jubilæum den 1. august 2007
Fuldmægtig Arne Kromand Hansen, Erhverv 2, Skattecenter Grenaa, kan onsdag den 1. august fejre 40 års jubilæum hos SKAT (tidligere toldvæsenet og ToldSkat).
Arne Kromand Hansen blev ansat som toldelev på Århus Toldkammer den 1. august 1967. Efter elevtid og skole i København blev han den 1. januar 1970 forflyttet til Randers. Her har han arbejdet med momskontrol, som toldfoged, registreringsafgift af motorkøretøjer, sagsbehandling af anke- og klagesager, bødesager og arbejdsgiverkontrol.
Arne Kromand har gennem årene uddannet sig og opnået en stor viden på sine arbejdsområder. Dette sammenholdt med hans behagelige væsen gør, at han nyder stor respekt både hos kolleger og hos kunder.
I forbindelse med fusionen mellem ToldSkat og de kommunale skatteforvaltninger flyttede Arne Kromand til det nyoprettede Skattecenter Grenaa, hvor han fortsat deltager i kontrol af skatter og afgifter på hele Djursland. Siden 1982 har Arne Kromand været medlem af Sønderhald byråd i 4 perioder, samt haft hvervet som formand for skolebestyrelsen ved Assentoftskolen i 4 år.
Privat er Arne Kromand gift med Helle og bor i Assentoft. Sammen har de Tina på 33 år og Martin på 29 år.
Fritiden bruges bl.a. på rejser til de to børnebørn, samt haven og gamle håndværk, især billedskæring.
Kilde: Grenaa Bladet
sof