Den 15. juli 2006 kan Leif Christiansen, Grenaa fejre 40- års jubilæum i Djurslands Bank.
Den 15. juli 2006 kan Leif Christiansen, Grenaa fejre 40- års jubilæum i Djurslands Bank.
Leif Christiansen blev ansat som elev i Ryomgård afdeling i 1966.
I 1971 - efter 2 år hos militæret - kom han til Grenaa afdeling og var her beskæftiget med forskellige områder. I 1977 blev han tilknyttet bankens regnskabsfunktion og i 1979 tillige edb-funktionen. I 1986 blev han udnævnt til regnskabschef og fik også her ansvaret for bankens EDBafdeling. I 2001 blev han udnævnt til økonomichef med ansvar for IT & Økonomi og indtrådte i bankens ledergruppe, indtil han i 2006 valgte at nedtrappe det ledelsesmæssige ansvar ved at tiltræde som bankens vurderingsansvarlig for Totalkredit.
Leif Christiansen har gennem mange år stået i spidsen for bankens teknologiske udvikling, fra dengang edb var i sin vorden og frem til, at teknologien nu er involveret i de fleste forretningsprocesser. Han har i forbindelse hermed varetaget samarbejdet med bankens it-leverandør Bankdata og ofte her igennem deltaget i udviklingssamarbejde med de øvrige tilknyttede pengeinstitutter.
Udvikling af økonomistyringen har også været et vigtigt arbejdsområde for ham.
Gennem årene har Leif Christiansen suppleret sin teoretiske uddannelse, bl.a. som merkonom i finansiering og edb, - ligesom han i nogle år var underviser på Bankskolen. Han var en af initiativtagerne til stiftelsen af Junior Chamber Grenaa og bestyrelsesmedlem her gennem en årrække. Fritiden anvendes sammen med familien, i sommerhuset og rejser til udlandet.
Jubilæet fejres med et åbent hus arrangement, fredag den 21. juli 2006 fra kl. 12.00 - 15.00, i bankens kantine, Torvet 5, Grenaa.
Kilde: Grenaa Bladet
sof