Forleden dag kunne vi fortælle, at chefredaktør Frands Hansen fra Ebeltoft var død, og i dag bringer vi så følgende mindeord om ham:
”Det er med stor sorg, vi har modtaget meddelelsen om, at fhv. chefredaktør for Dansk Handelsblad, Frands Hansen, er død.
Frands Hansen arbejdede stort set hele sit arbejdsliv for købmændene. Han var købmandsuddannet, og han fik siden et uvurderligt fagligt kendskab til supermarkeder, da han som butikskonsulent hos DSK var med til at indrette nogle af de første supermarkeder tilbage i starten af 1960`erne.
I tiden hos DSK fik Frands Hansen også indsigt i de erhvervspolitiske forhold, idet han bl.a. var med rundt på orienteringsmøder i forbindelse med momsens indførelse.
Baggrunden var således helt i top, da Frands Hansen skiftede fra DSK i København til Dansk Handelsblad i Åbyhøj.
Her blev det til mere end 30 års virke for købmændenes fagblad med en karriere, der startede som skrivende medarbejder og fortsatte med et par redaktørposter, indtil Frands Hansen i 1985 blev chefredaktør for Dansk Handelsblads samlede virksomhed.
Under Frands Hansens ledelse skete der en stor og positiv udvikling af bladets virksomhed både redaktionelt og økonomisk.
Frands Hansen iværksatte flere nyskabelser og gennemførte flere moderniseringer af Dansk Handelsblad i en tid, da kravene til et moderne fagblad begyndte at ændre sig.
Frands Hansen startede således dén udvikling, der førte Dansk Handelsblad væk fra udelukkende at være foreningsblad for købmænd og frem mod målet om at være fagblad for hele dagligvarebranchen.
Dermed støbte Frands Hansen samtidig fundamentet til bladets fremtid.
Frands Hansens dybe og næsten instinktive kendskab til købmændenes tankegang gjorde, at han samtidig gennemførte ændringerne af bladet med respekt for bladets traditioner og dén mangfoldighed, der er karakteristisk for den frie købmandsstand.
Frands Hansen var en dygtig chefredaktør, som med en blanding af stædighed og fynsk lune forfulgte sine mål og satte sit store præg på Dansk Handelsblads udvikling.
Gennem 13 års virke som chefredaktør arbejdede han sammen med flere bestyrelser, ligesom nogle af bladets nuværende medarbejdere også havde Frands Hansen som chef. Vi vil altid huske Frands Hansen med respekt og taknemmelighed.
Vore tanker og dybeste medfølelse over Frands Hansens alt for tidlige død går nu til Bente og de voksne børn, Michael, Lotte og Christian, samt svigerbørn og børnebørn.
Æret være Frands Hansens minde!”
Skrevet på vegne af bestyrelsen for Dansk Handelsblad af chefredaktør Erland A. Rasmussen og bestyrelsesformand Ole Sørensen
Kilde: /
Rex