En dagplejer fra Auning skriver følgende om en fhv. kollega, som døde forleden:
”Lige hjemkommet fra ferie tog til messe i Herning – Ferie for alle. Pludselig stod vi pÃ¥ et sted, hvor vi sidste Ã¥r traf Lone og Leif. Da vidste jeg, at jeg mÃ¥tte sende et sidste brev til Lone:
Kære Lone!
Da vi mødtes for flere år siden som kolleger i dagplejen, var du en pige, der var meget genert og tilbageholdende. Men så blev du valgt som sikkerhedsrepræsentant. Du lærte derigennem at stå op i forsamlinger for at fotælle om de nye ting, der var kommet indenfor sikkerhed.
Du blev også valgt ind i SU. Begge dele gav dig rygrad. Du lærte endelig at sige fra, når der var noget, du ikke kunne acceptere. Men mest af alt skinnede dine øjne, når du fortalte om dine elskede børn. De var helt klart dine guldklumper. Du var en rigtig hønemor for dem. Du elskede at rejse og campere, for så var der tid til at hygge med din familie. Sikken en lykke.
Men lige før en Italiens-tur blev der stukket en kæp i hjulet. Du blev syg og mÃ¥tte igennem en hÃ¥rd behandling. Du blev ”rask”, og livet blev igen lyst og lykkeligt. Men det varede kort. Du mÃ¥tte igennem endnu en behandling. Leif tog sygeorlov, sÃ¥ du fik lov til at blive derhjemme sammen med dine kære.
Du kæmpede hÃ¥rdt. Aldrig hørte vi dig klage. Du sagde blot: ”SÃ¥dan skal dét jo sÃ¥ være”.
Du var en stor flot rosenknop, der foldede sig ud og blev en prægtig rose. Men blomster visner og dør. Sådan gik det desværre også for dig. Blot alt for tidligt.
Men jeg er sikker på, at du sidder på en lille sky, hvorfra du holder et vågent øje med dine kære.
Vi savner dig.
Æret være Lones minde!”
Skrevet af Vita Johansen fra Auning i Randers Amtsavis d. 3. marts
Kilde: Randers Amtsavis
sof
05/05 2023
