Tidl. sygehjælper Valborg Kristiane Laursen, Dolmer i Grenaa, er efter kort tids sygdom død, 78 år.
Valborg Laursen var født i Lystrup Strand ved Vivild, - og kom som ung til Grenaa, hvor hun startede som stuepige på det daværende Hotel Dagmar i Grenaa, hvor hun lærte sin mand Ejvind Laursen at kende. Senere gjorde hun rent hos private, og var i en kort periode ansat på GD. Hun sluttede sit arbejdsliv af med ca. 35 år på Plejehjemmet Violskrænten, hvor hun i mange år var nattevagt. Hun mistede sin mand i 1989, og har siden da selv klaret huset, dog med god hjælp til haven de seneste år af familie og venner. Huset og den store have var hendes et og alt, - der ville hun for alt i verden ikke rejse fra. Haven havde altid et væld af blomster og blev, ligesom huset, passet og plejet, så det hele så ordentligt ud. Valborg Laursen var myreflittig og gjorde altid lige lidt mere, end man kunne forvente af hende, både på arbejde, i haven og i hjemmet.
Hver gang chancen for at komme til dans bød sig, - tog hun og hendes gode ven Gustav af sted. De kørte mange ture i naturen, og så også mange af Djurslands turistattraktioner sammen. Han var i de sidste par år en god støtte for hende i dagligdagen.
Hun fulgte lige til det sidste med helt tæt på, hvordan det gik med hendes lille familie, ligesom hun ringede til børnebørnene, og var god til at sætte sig ind i de ting, de var optaget af, og fulgte godt med i deres tilværelse.
De velkendte ord »Et hjerte holdt op med at slå, to flittige hænder gik i stå«, - passer helt præcist på Valborg Laursen. Hun efterlader børn og børnebørn.
Æret være Valborg Laursens minde.
Kilde: Grenaa Bladet
sof