Gårdejer Johanne Sørensen, Boeslum ved Ebeltoft, er død i sit hjem efter nogen tids svagelighed. Hun blev 80 år. Johanne Sørensen, der var enke efter gårdejer Søren Sørensen, havde i 56 år boet på gården i Boeslum.
Hun stammede fra Grønfeld ved Rønde og arbejdede som ung som husassistent flere steder på egnen. I 1952 blev hun gift med landmand Søren Sørensen. De købte da gården i Boeslum, som de drev godt frem gennem årene, og de blev kendt som et dygtigt og flittigt landbopar. Fire sønner voksede op i hjemmet.
Udover at passe børnene og hjemmet deltog hun aktivt i landbrugsarbejdet, og senere arbejdede hun i perioder som servitrice på restauranter i Ebeltoft. For ca. ti år siden havde hun den sorg at miste sin mand, Søren Sørensen. Selv om hun blev ramt af sygdom, valgte hun at blive boende på gården, hvor hun havde et godt og meningsfyldt liv.
Johanne Sørensen var afholdt og vellidt på egnen og værdsat for sin hjælpsomhed og gæstfrihed.
Hun efterlader fire sønner, fem børnebørn, to oldebørn, en søster og en bror.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof