Fra medarbejdere og ledelse i Djurslands Bank har vi modtaget følgende mindeord:
Lørdag den 16. august modtog vi den meget triste meddelelse, at vores medarbejder gennem 42 år - prokurist Leif Christiansen, Grenaa, - efter kort tids sygdom var død.
Leif Christiansen har haft hele sin lange og flotte bankkarriere i Djurslands Bank.
Han blev ansat som elev i bankens RyomgÃ¥rd afdeling i 1966, og efter forskellige jobs i bankens kundeafdelinger, kom han i midten af 1970’erne til det arbejde, der senere skulle vise sig at blive hans arbejdsliv - bankens stabsafdelinger med ansvaret for bankens regnskab, økonomi og IT.
I dette ansvarsområde udfoldede Leif Christiansen sine meget systematiske og logiske evner, og med sin store vedholdenhed blev han krumtappen i opbygningen af den velfungerende administrative del af banken.
Som mangeårigt medlem af bankens chefgruppe har han således haft en meget stor indflydelse på bankens udvikling, og der blev altid lyttet, når hans vurderinger blev fremlagt for øvrige i ledelsen.
Årsagen hertil var ganske simpel - Leif Christiansen evnede også at være på forkant med udviklingen i vores sektor.
For Leif var det vigtigt, at der altid blev ydet det optimale på arbejdet, og der skulle være orden i alt. Derfor havde han også planlagt, at de sidste år af hans arbejdsliv skulle foregå uden den stadige strøm af nye regnskabsregler - han fik sit ønskejob som en af bankens vurderingsfolk indenfor Totalkredit. Han nåede desværre ikke selv at takke af fra dette job, og blev kun 58 år.
På det personlige plan kendte vi Leif Christiansen som et meget lunt, venligt, og livsglad menneske som satte ærlighed, loyalitet og høflighed meget højt.
I banken kommer vi til at savne ham, og vores tanker går til hans familie.
Kilde: Grenaa Bladet
sof