Fhv. gårdejer, Gunnar Kallesøe, Sønderskovvej 22, Halling ved Hornslet, er død i sit hjem efter kort tids alvorlig sygdom. Han blev 78 år.
Gunnar Kallesøe var en kendt og vellidt landmand på egnen og havde i 40 år drevet sin fødegård, »Hallinggaard«, i Halling.
Som ung hjalp han sin far på »Hallinggaard« og tjente på andre landbrug. Han blev uddannet som dragonsoldat på kasernen i Holstebro og var udkommanderet med Den Danske Kommando i Itzehoe i Tyskland først i 50'erne. Derefter arbejdede han nogle år på gårde på Fyn.
I 1959 blev han gift med Anne-Grethe Kallesøe, og de blev da forpagtere af »Lindegaarden« i Halling. Da hans far døde i 1963,overtog Anne-Grethe og Gunnar Kallesøe hans fødegård, »Hallinggaard«. Gennem årene opkøbte de tre nabogårde, og de havde en stor svineavl. For fem år siden blev gården overtaget af en søn, Kristian Kallesøe. Anne-Grethe og Gunnar Kallesøe bosatte sig herefter i stuehuset på Sønderskovvej 22. Gennem årene havde Gunnar Kallesøe flere tillidshverv, og bl.a. sad han i 12 år i bestyrelsen for Østjysk Andels Svineslagteri.
Sommerhus i Fjellerup
I 1997 købte ægteparret en grund ved Fjellerup Strand, hvor de byggede et sommerhus, og der tilbragte de mange gode timer i deres otium.
Af væsen var Gunnar Kallesøe en herlig jordbunden mand med et godmodigt lune, og han var meget afholdt på egnen. Han efterlader sin hustru gennem 49 år, Anne-Grethe Kallesøe, en datter i Viby, sønnen i Halling og fire børnebørn.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof