Fhv. varmemester, klejnsmed Jan Wedel Sørensen, Langbakkevej i Femmøller, er død på Hospice Djursland i Rønde efter kort tids alvorlig sygdom. Han blev 62 år.
Jan Wedel Sørensen stammede fra Århus, hvor han som ung blev uddannet som klejnsmed. Efter soldatertiden arbejdede han i flere smedevirksomheder i Århus, og de sidste 14 år af sit arbejdsliv frem til 2006 var han varmemester i Kathrinebjergparken i Århus.
I 1972 byggede han sommerhus på Langbakkevej i Femmøller. Det blev et dejligt fristed for ham og hans hustru, Lise, og her viste de stor gæstfrihed over for familie, venner og bekendte, der ofte kom på besøg.
Han gik på efterløn som 60-årig og glædede sig til at nyde et langt otium i sommerhuset. Han holdt sig i form ved daglige løbeture på grusvejene i sommerhuskvarteret. Han var i balance med sig selv og var kendt for sit gode humør. I festligt lag blev han af naboer og venner kaldt »den lystige smed«.
Jan Wedel Sørensen var værdsat som en meget dygtig håndværker, og mange i familie- og vennekredsen nød godt af hans gode håndelag og hjælpsomhed, når forskellige håndværksmæssige opgaver skulle klares.
Han efterlader sin hustru, Lise Sørensen, en søn og et barnebarn.
Kilde: Grenaa Bladet
sof