Oda Overgaard Jensen, Sivestedodde 4, Sivested ved Kolind, er død i sit hjem efter knap et års sygdom. Hun blev 75 år.
Oda Overgaard Jensen var enke efter fhv. arbejdsmand Jens Chr. Jensen, der døde for ni år siden.
Hun var født i 1932 i Ørding på Mors, hvor hun voksede op som den yngste af fire børn. Hun var kun 12 år, da hun mistede sin mor, og hun blev hjulpet i vej af sin storesøster.
Som ung kom hun til Århus, hvor hun først arbejdede som husassistent og senere som smørrebrødsjomfru på et hotel, hvor hun også lærte finere madlavning.
Senere flyttede hun til Svendborg, hvor hun blev gift og fik to børn. Ægteskabet blev senere opløst.
Herefter arbejdede hun som husbestyrerinde tre-fire steder i Jylland, bl.a. hos Jens Chr. Jensen, som boede i Lyngby ved Trustrup. Han var daglejer/arbejdsmand.
De blev så glade for hinanden, at de giftede sig i 1961. Mens Oda Overgaard Jensen medbragte to børn til familien, havde han et barn. Senere fik de tre børn sammen, men heraf mistede de en nyfødt datter og en søn, der kun blev 18 år. Udover at passe børnene og hjemmet tog Oda Overgaard Jensen nogle gange med sin mand ud, når sæsonarbejde i landbruget skulle udføres - især ved roehakning.
De levede et godt, men slidsomt liv i små kår, og gennem årene flyttede de en del rundt på egnen.
For knap 15 år siden flyttede ægteparret som pensionister til Sivestedodde.
Efter 38 års ægteskab blev Oda Overgaard Jensen enke i 1999, da hun havde den sorg at miste sin mand.
Da hun blev alene, kom hun ofte på Plejehjemmet Ringparken i Ryomgård, hvor hun deltog i aktiviteter og underholdning. Hun tog også til bankospil og koncerter i bl.a. Pavillonen i Grenaa.
Oda Overgaard Jensen holdt meget af sang og musik og en tur ud i det blå. Det, hun elskede mest, var at samle familien, der med årene voksede sig stor, og hun var en glad farmor, mormor og oldemor.
Genså søster efter 53 års adskillelse
I 53 år havde Oda Overgaard Jensen ingen forbindelse med sin storesøster, der havde passet hende som lille, men i 2007 lykkedes det med hjælp fra et barnebarn at få kontakt med storesøsteren, som bor ved Oslo. Gensynsglæden var naturligvis stor, da hun i fjor mødtes med søsteren i Norge og udvekslede et helt liv. Det var et rørende gensyn.
Trods en del modgang i livet var Oda Overgaard Jensen næsten altid glad og positiv. Hun var en beskeden person, der ikke krævede meget af andre - heller ikke under sin svære sygdom.
Hun ønskede at få lov at dø i sit hjem med familien ved sin side. Dette ønske blev hende givet.
Hun efterlader to døtre, som bor i Brøndstrup ved Gjerrild og Grenaa, en søn i Sivestedodde, fem børnebørn, otte oldebørn og søsteren på 83 år i Norge.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof