Anna Svenningsen, Fasanvej 20, Grenaa, tidligere Ginnerup, er død på Plejehjemmet Violskrænten efter kort tids sygdom. Hun blev 79 år. Anna Svenningsen, der havde pigenavnet Jensen, var født på en landejendom på Fannerup Mark, som hun altid kaldte for »Hotel Skrænten«. Her voksede hun op sammen med en lillebror. Som ung arbejdede hun bl.a. som gangpige på Grenaa Sygehus.
I 1950 giftede hun sig med Søren Svenningsen, der var fra Meilgaard Skov. Det første år boede de til leje i ejendommen »Hulgaarden« i Tranehuse, der senere blev kendt som »Cleos Kaffehus«, og hendes mand arbejdede da på Meilgaard. I 1951 flyttede de til Ginnerup, hvor de først boede i lejlighed og senere i hus. Gennem alle årene var Anna Svenningsen hjemmegående husmoder, hvilket hun satte en ære i at være, og hun var den trofaste base for de fem børn, der voksede op i hjemmet. Hun blev enke i 1978, da hun havde den sorg at miste sin mand, Søren Svenningsen. Hun blev boende i Ginnerup indtil for knap ti år siden, da hun fik en lejlighed i Posthaven i Grenaa, og senere flyttede hun til lejligheden på Fasanvej. Det var mest familien og hjemmet, Anna Svenningsen var optaget af, og hun var et omsorgsfuldt familiemenneske, der elskede, når børn og børnebørn kom på besøg med rundstykker eller brød til kaffe-hygge. Samtidig var hun et selvstændigt menneske, der havde sine bestemte meninger og vidste, hvad hun ville. Hun blev syg 28. februar og kom på Plejehjemmet Violskrænten, og efter et ophold på sygehuset vendte hun tilbage til Violskrænten, hvor hun døde. For knap tre år siden havde hun den sorg at miste en datter, der boede i Pindstrup. Hun efterlader to døtre, der begge bor i Grenaa, to sønner, som bor i Fannerup og Fårvang ved Hammel, 14 børnebørn og 19 oldebørn.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof