Fhv. karetmager ved DSB, Leo Pedersen, Dråby Strand ved Ebeltoft, er død efter svær sygdom. Han blev 79 år. Leo Pedersen og hans hustru havde de seneste fem år boet i sommerhuset ved Dråby Strand, hvor han blev kendt som en af vinterbaderne.
Han var født i Århus og voksede op i Viby og Åbyhøj. Som ung blev han uddannet som karetmager på Århus Karosserifabrik. Senere blev han ansat som karetmager på DSB's Centralværksted i Århus, hvor han arbejdede i mange år, og indtil han gik på efterløn som 60-årig.
Han blev i 1956 gift med Gunhild Pedersen, og de bosatte sig i Århus. Midt i 60'erne byggede han hus i Brabrand, og i 1970 opførte han sommerhuset ved Dråby Strand. Han havde et særdeles godt håndelag og var særdeles flittig - også i fritiden. I 2003 bosatte Leo Pedersen og hustruen sig permanent i sommerhuset i Dråby, hvor han elskede at bade - også om vinteren.
I sin ungdom var Leo Pedersen aktiv idrætsmand og blev klubmester i Åbyhøj inden for atletik. Senere blev han uddannet som gymnastikinstruktør på Idrætshøjskolen i Viborg, og de næste ca. 25 år underviste han i gymnastik. Også sangstemmen holdt han i træning, og han sang i både herrekor og blandede kor. Han efterlader sin hustru, Gunhild Pedersen, børn og familie.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof