Nr-djursportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Han havde et godt håndelag - Ved Kaj Eliassens død



Fhv. murerarbejdsmand, Kaj Eliassen, Mølletoften 19, Lyngby, er død på Århus Sygehus efter kort tids sygdom. Han blev 86 år. Kaj Eliassen havde boet næsten hele sit liv i Lyngby og var kendt som en dygtig murerarbejdsmand med et særdeles godt håndelag. Han var født i Lyngby, hvor han voksede op som den ældste af tre brødre. Som ung arbejdede han ved landbruget, bl.a. på Gjerlev-egnen nord for Randers. Her mødte han Vera Mølgaard fra Gjerlev, og de blev gift i 1949. De bosatte sig i Lyngby, hvor de først boede til leje, inden han midt i 60'erne selv byggede huset på Mølletoften 19. Gennem årene var Kaj Eliassen beskæftiget som murerarbejdsmand hos flere murermestre på egnen, bl.a. i mange år hos Elgaard Petersen ved Fannerup. Da han var omkring 60 år, gik han på efterløn, og han fik herefter mange gode år i sit otium. Ved huset på Mølletoften er der en stor grund på ca. en tønde land med en meget stor have, som han gik meget op i og brugte megen tid på at passe. I kælderen havde Kaj Eliassen et lille værksted, hvor han også brugte megen tid, og hvor han viste sin fingersnildhed og kreativitet ved mange træarbejder. Bl.a., når han lavede dukkevogne og andre legesager til børn og børnebørn, som han tog med i værkstedet. Han lavede også sangskjulere til folk i byen, når de skulle holde fest. I det hele taget var Kaj Eliassen meget praktisk anlagt, og med sit gode håndelag kunne han selv klare mange håndværksmæssige opgaver i hjemmet. På sine ældre dage hjalp han også gerne børnene, når der skulle udføres arbejder ved husbyggeri. Når hele familien var samlet, var han rigtig i sit es - også i den sidste tid, hvor han ikke havde det så godt. Kaj Eliassen var en venlig, omgængelig og hyggelig mand, der kunne snakke med alle, han mødte på sin vej, og han elskede, når familie, venner og bekendte kom på besøg i det gæstfrie hjem. Og det gjorde de ofte. Ved fester og selskaber kom hans livsglæde rigtig til udfoldelse, og han forstod at holde sig i vigør op i en høj alder. Tidligere - indtil for godt ti år siden - tog han og hustruen ofte på rejser til det sydlige Europa. For knap ti år siden havde han den sorg at miste en søn, der boede i Sivested ved Kolind. Han efterlader sin hustru gennem 59 år, Vera Eliassen, to døtre, som bor i Lyngby og Kolind, en søn i Grenaa, 11 børnebørn, seks oldebørn og to brødre i Lyngby.
m.s.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam