Pensioneret damefrisør, Ida Lykkeberg, Bakkehegnet 68, Grenaa, er død på Randers Sygehus efter tiltagende sygdom. Hun blev 71 år. Ida Lykkeberg havde i 35 år drevet damefrisørsalon på Torvet i Grenaa. Ida Lykkeberg, der havde pigenavnet Lykkeberg Christensen, var født i Brædstrup. Som ung blev hun uddannet som damefrisør i Brædstrup, og herefter arbejdede hun som sådan flere steder i Jylland, bl.a. i Randers. Herefter flyttede hun til Grenaa og boede de første år i en lejlighed over brødfabrikken i Østerbrogade, mens hun var assistent hos damefrisør frk. Carla Herbst på Torvet 6.
I 1962 overtog Ida Lykkeberg damefrisørsalonen på Torvet 6 efter Carla Herbst og drev den de følgende år godt frem med hjælp fra en del assistenter. Hun var en dygtig og vellidt damefrisør, som havde en god og trofast kundekreds. Hun kendte næsten alle i byen og var god at snakke med.
I 1967 giftede hun sig med Leif Henriksen fra Grenaa, og de flyttede ind i en lejlighed ved forretningen på Torvet. Ægteskabet blev senere opløst. Efter at have drevet salonen i 35 år lukkede Ida Lykkeberg den i 1997, hvorefter hun fik amputeret begge ben. Trods dette alvorlige indgreb fik hun herefter syv gode år i kørestol, inden det atter begyndte at gå tilbage med helbredet.
Mens hun drev salonen, havde hun nogle meget lange arbejdsdage og kun ferie få dage om året, så hobbyer blev der ikke tid til. Da hun kom til at sidde i kørestol, begyndte hun at male og væve, som hun blev virkelig dygtig til. Ida Lykkeberg var en udadvendt og elskværdig kvinde, som familien og en god vennekreds satte stor pris på. Hun fik også et godt og nært forhold til mange af sine kunder, og trods travlhed i salonen tog hun sig tid til en hyggesnak og en kop kaffe.
Hun efterlader en datter i Grenaa og to søstre, som bor i Grenaa og Horsens.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof