Nina Ester Pedersen, der her ses med ét af sine højt elskede børnebørn, døde i en alder af 83 år den 1. november 2007 på slægtsgården »Damgaard« i Homå.
|
Nina Ester Pedersen er stille sovet ind i sit hjem pÃ¥ »Damgaard« den 1. november 2007 - i en alder af 83 Ã¥r. Nina (Ester Jensen) blev født i Baggesensgade pÃ¥ Nørrebro i det indre København. Der var ikke rÃ¥d til egen lejlighed og familien var derfor henvist til Nina’s mormors bolig Det var ikke et optimalt sted for børn at bo i, sÃ¥ forældrene var lykkelige da de kunne flytte til egen lejlighed.
Det var Nina derimod ikke, og hun fik derfor lov til at vokse op hos sin elskede mormor, og her havde hun en yderst spartansk, men god og tryg opvækst. Nørrebro var ogå dengang udfordrende speciel, så da Nina blev 14, flyttede familien, der nu var blevet til seks, til Klokkevangen på Bispebjerg. Efter skoletiden kom Nina i lære som kontorelev, men krigen gjorde det svært for mange mindre virksomheder og mange måtte lukke. Også Nina oplevede krigen tæt og personligt, og glemte aldrig dens indtryk. Nina var også medhjælp på kontoret, og uddelte bla. håndcreme-prøver og valgte ved et tilfælde kongehuset som segment. Hun blev nemlig den første, der fik afsat sin prøve til Kong Chr. d. X . til hest, og han sagde mange tak. Håndcremen hed Fajaco og den findes såmænd endnu.
Da den beskedne læretid var ovre kom Nina sammen en veninde til det »mørke« Jylland som elev i »Unge Terners medhjælp« ved Ellen Buttenschøen. Nina fik plads på en gård i Tolstrup tæt på Grenaa, hvor der var børn i huset og veninden på gården Damgaard ved Homå, hvor der var en hjemmeboende søn. Nina var imidlertid træt af at passe børn (sine søskende), og derfor besluttede de to at bytte plads. Dette bytte skulle vise sig særdeles skæbnesvangert for Nina.
Damgaard var dengang en større slægtsgård, og ejet af Kristine Pedersen, der var enke efter Frede Pedersen. Den omtalte hjemmeboende søn, var Peder Pedersen, den ældste af fire.
Peder var dengang driftleder på gården, men også moden ungkarl, og efter en tid fandt de to sammen og blev gift d. 27/3 1946. Nina fandt sin nye identitet, sit liv og tilværelse sammen med sin Peder på Damgaard.
I starten var det vel lidt vanskeligt, der var mange nye områder, normer og vaner, der skulle læres og indarbejdes, men Nina bestod og det blev Nina, der kom til at fremstå som samlingspunkt og absolut bærende element på den gamle slægtsgaard - både før og efter sin mand Peders død i 1993.
Nina blev hurtigt involveret i foreningsarbejdet pÃ¥ egnen og det var gymnastikken der blev hendes store passion. Nina var ikke opdraget med »Bukh’s« idealer, men blev ikke desto mindre »fundet« og udpeget til deltagelse i OL i Helsinki 1952. Nina kom ikke til OL... Der fandtes stadig megen smÃ¥tskÃ¥renhed pÃ¥ landet.
Hvad Niels Bukh var for et utal af karle og piger på landet, blev Helle Gotved det for Nina. Hun blev afspæningspædagog under Ellen Freerslev, og underviste samtidig i »Dansk Kvindesamfund« i en del år år. Men Nina ville både selv og mere, og startede derfor sit »institut« i »Grønnegården« i Grenaa.
Her blev Nina leder af sine mange gymnastik/afspæninghold, der bestod af både mænd og kvinder, og hun blev mere end det, for hun blev den man søgte til, samlingspunktet fulgte med.
Med tiden blev Nina utroligt efterspurgt. Alle hendes hold var normalt overtegnede kort tid efter Nina havde annonceret det i lokalavisen, og da der var flest havde Nina tæt på 300 deltagere pr. sæson.
Musikken var en stor del af Nina’s undervisning. I de første Ã¥r var det med klaver og pianist Ingrid Frederiksen, senere kom der moderne HiFi udstyr til.
Hver time bestod af en grundig fysisk opvarmning, efterfulgt af en kropslig afspænding på en måtte. Denne fysiske afspænding og afslapning blev for mange så intens, at de faldt i søvn mens Nina talte sagte og var samlingspunktet. Hver eneste jul bagte og bragte Nina brune lagkager og lys til alle hold, og de elskede det.
I Ã¥rtier samlede Nina’s »institut« troligt ind til Kræftens Bekæmpelse, der hvert eneste Ã¥r beskedent takkede for modtagelsen.
Mange eller få, alle kendte Nina og hun dem. Det var før begrebet »life coaching« var kendt, men mange og lange personlige samtaler blev det til, både lette og hyggelige, men også de svære, vanskelige og sorgfulde. Alle kunne komme til Nina og det gjorde de, tusinder blev det til når man akkumulerer og Nina fortsatte »instituttet« i 40 år og afsluttede først sin karriere i 2003, da hun fyldte 80.
Det var et chock for alle, da Nina fik konstateret kræft, men Nina tog det som da hun startede første gang på landet. Det var et nyt område, der skulle læres. Nina bestod igen og på trods af sygdom forblev hun samlingspunktet.
Gymnastikken slap hun aldrig, og så lang tid som muligt udførte Nina sine øvelser på gulv.
På trods af sin sygdom, valgte Nina at blive boende de sidste år på slægtsgården Damgaard, de to kunne aldrig skilles ad. Syg af kræften, men plejet af sin elskede datter gennem den sidste tid, døde Nina fredeligt i sit hjem den 1. november 2007.
Hun efterlader sig sine tre børn og syv børnebørn. Æret være hendes minde.
Kilde: Grenaa Bladet
sof