|
I et af de første krigsår var jeg med Havnevejens Skole på udflugt til Gjerrild med Ryomgaard- Gjerrild-Grenaa Jernbane. Jeg gik i 2. klasse. En af mine klassekammerater, Jytte Poulsen, havde sin mor Alvilda, og sin lillebroder Valdemar med. Alvilda sagde til 2. lærer (senere skoledirektør) Martin Vester: »Nu får De ham næste år, så må De se, om De kan lære ham noget«.
»Jeg skal gøre mit bedste«, svarede lærer Vester. Og resultatet blev bestemt ikke dårligt. Valdemar/Vabbe klarede sig godt i livet. De fleste år som fiskehandler. Kendt var Valdemar også som fanebærer for Fiskeriforeningen gennem mere end 50 år. På dette område var vi kollegaer, da jeg i mere end 40 år var fanebærer for SID. Der var undertiden personsammenfald mellem de to organisationers medlemmer, og nogle gange har Valdemar og jeg derfor paraderet ved samme kiste med vores organisationers faner, og Valdemar var absolut en stilfuld fanebærer. Når han og jeg mødtes, eller når jeg besøgte Sonja og Valdemars hyggelig hjem på Mågevej, fortalte han ofte om sine iagttagelser som fanebærer. Han havde i langt højere grad end mig sans for præster, bedemænds og kirkebetjeningens små finurligheder og indbyrdes forhold. Nu er Valdemar borte, og det magede sig så, at jeg af Fiskeriforeningen blev spurgt, om jeg ville holde foreningens fane over Valdemars kiste. Det følte jeg som en ære. Det er 56 år siden jeg første gang bar en fane (afholdsforeningens i Voldby Kirke). Jeg havde regnet med, at jeg ikke oftere ville komme til at vise en afdød den sidste ære på denne måde. Nu fik jeg så lejlighed til at vise min mangeårige ven, Valdemar Poulsen, den sidste ære. Det bliver efter al sandsynlighed min sidste opgave som fanebærer, og jeg føler, at ringen er sluttet på en god måde - netop ved at holde Fiskeriforeningensn fane over Djurslands uden tvivl mest kompetente fanebærer. Æret være Valdemar Poulsens minde. |
05/05 2023
