Kaj Møldrup Christensen (S) er nærmest imod reformen overhovedet, og han mener i alle tilfælde, at der er brug for at få nogle flere kendsgerninger frem i debatten, i stedet for at tvinge en strukturreform igennem i huj og hast. Han skriver:
”Det er skuffende og skammeligt, at Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen, åbenbart har streget værdifulde begreber som demokrati, folkestyre og det nære samfund af sin kommunale ordbog. Ingen af dem har fået plads blandt de fem begreber, som regeringen vil lægge vægt på ved fastlæggelse af fremtidens kommunale struktur i begyndelsen af det nye år.
Med god grund vankede der tæsk til partitoppen på landsmødet i week-enden fra Venstres aktive folk i amtsråd og byråd, fordi de kun kan føle sig ydmyget og arbejdet nedgjort på grund af hastværket med at få amterne nedlagt og kommuner klasket sammen. Uden rimelig tid til grundig debat om, hvordan vi sikrer de bedst mulige rammer for borgernes hverdag de næste 20-30 år.
De små kommuner og amterne er allerede dømt til nedlæggelse af blandt andre indenrigsministeren og hovmodige repræsentanter for storby-kommunerne. Én af dommens præmisser er hentet i en ny undersøgelse med titlen: ”Kommunestørrelse og lokalt demokrati”, som Poul Erik Mouritzen og Ulrik Kjær fra Syddansk Universitet har foretaget blandt 2.700 beboere i 60 små og store kommuner.
Konklusionen lyder: ”Store kommuner er ikke mindre demokratiske end små. Interessen for kommunalpolitik, følelsen af tilknytning til kommunen, viden om kommunalpolitik, lokalpolitisk selvtillid og opfattelse af, hvad der er et godt kommunestyre, varierer ikke med størrelsen af kommunerne.” Men det gør borgernes tilfredshed, politisk tillid og deltagelse ved valg, hvilket er i harmoni med resultatet af lignende undersøgelser, som tidligere er gennemført i beskedent omfang.
Det gælder f.eks. rapporten ”De små kommuner. De er ikk` så ringe endda”, som samme Poul Erik Mouritzen skrev i 1999. Her blev det slået fast, at den samfunds-økonomiske gevinst ved at slå kommuner sammen kun vil dreje sig om småpenge. Og at demokratiet i små kommuner på en række punkter har det bedre. Derimod var det ikke klarlagt, om løsningen af opgaverne i de små kommuner lider af mangel på kvalitet eller professionalisme. Hovedbudskabet var, at i forhold til demokrati, bæredygtighed og økonomi ”har vi endnu ikke en viden, der kan bære en kommunalreform”. Det store spørgsmål er, om denne viden er skaffet til veje, når Strukturkommissionen kommer med sit udspil til ny kommunal struktur lige efter nytår.”
Skrevet af det socialdemokratiske medlem af amtsrådet, Kaj Møldrup Christensen, i Randers Amtsavis torsdag d. 13. november
Kilde:
rex