Nr-djursportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

læserbrev: Det er NU vi skal huske navnene på de politikere der gik ind for en lukning af Grenaa Centralsygehus!!

I denne måned har vi kommunevalg og valg til sammensætning af den nye regionsråd (Region Midtjylland), hvor regionerne jo på sigt skal afløse de nuværende amter.

Tidligere har det været sådan, at vi, når vi gik til afstemning, havde en klar forestilling om, hvilke kandidater vi gerne så valgt til vores byråd, mens vi havde en mere tåget forestilling om, hvilke kandidater vi ville stemme på ved amtsrådsvalget. Derfor blev denne del af valghandlingen lidt mere tilfældig og uovervejet.
Belært af amtets behandling af Djursland og omdannelsen af Grenaa Centralsygehus til det, det er nu, bør erfaringen fortælle os, at de tider med, at de lidt »fjerne« politiske poster ikke rigtigt kommer os ved, bør være overstået nu.
Vi skal derimod og i allerhøjeste grad være opmærksomme på, hvilke personer, vi ved næste valg får stemt ind i Region Midtjylland Det er vigtigere end nogensinde. Vær sikker på, at regionerne nu tager fat på sygehusene og deres placering.
Et par af vores udgangspunkter bør i den forbindelse være, at vi er nødt til at vælge personer, der vil kæmpe for, at Djursland får en bedre infrastruktur (motorvej til Tirstrup og div. hermed forbundne motorvejshængsler), samt personer der med sikkerhed vil kæmpe for, at vi bevarer Grenaa Sygehus med en status, der i hvert fald ikke gør det ringere, end det er i dag, men i stedet ser sygehuset som et sted, der kan udvikles videre på. Det vil sige: vi skal vælge personer, der med kampånd vil slås med næb og kløer for at bevare vores sygehus og den dermed forbundne skadestue og det tilhørende akutberedskab med lægeambulancen placeret det rigtige sted, og vi bør fravælge dem, der ikke har lyst til at støtte disse for Djursland så betydningsfulde mærkesager.
Ved et blik på de lister, der viser hvilke personer fra det gamle amtsråd, der stiller op igen til regionsvalget (vær her opmærksom på, at alle de nævnte var med til at stemme for, at Grenaa Centralsygehus blev nedlagt) viser det sig, at der er følgende »gengangere«:
Ove Mikkelsen, Århus (A), Axel Jensen, Århus (A), Marianne Carøe, Randers (A), Louis Rolander, Århus (A), Bodil Jensen, Silkeborg (A), Kâthe Esdahl, Randers (A), Johannes Flensted-Jensen, Skanderborg (A), Gunhild Husum, Randers (B), Bente Nielsen, Silkeborg (F), Jette Skive, Århus (O), Britta Bang, Silkeborg (V), og Christian Møller Nielsen, Favrskov, (V).
(Sidstnævnte blev i øvrigt meget fornærmet under sygehuskampen i 2002, da han blev konfronteret med en udtalelse fra en overlæge fra Kjellerup Sygehus, der påstod, at CMN i virkeligheden gik ind for nedlæggelse af Grenaa Centralsygehus, selv om han på daværende tidspunkt var cheflæge i Grenaa. Desværre viste det sig, at overlægen fra Kjellerup havde ret, og at CMN ikke havde grund til at føle sig fornærmet, hvilket historien jo også viste.)
På baggrund af den risiko, der er forbundet med at føle amts- eller regionsvalg som noget fjernt og uvedkommende, opfordrer vi hermed Djurslands befolkning til at spørge deres kandidater om hvordan de stiller sig til de her nævnte spørgsmål og til erhvervsudviklingen på Djursland.
Har man i sinde at stemme på en af de ovennævnte gengangerkandidater, anbefaler vi, at man går i dialog med de pågældende personer. I det omfang man ikke har lyst til det, anbefaler vi, at alle de nævnte kandidater bliver fravalgt, idet vi ikke kan føle os sikre på, at Djursland har nogen særlig stor plads i deres hjerter. Historien har talt sit eget klare sprog.
Derfor: Tag stilling nu, således at vi ikke bliver rendt over ende, ligesom vi blev efter sidste amtsrådsvalg.

Med venlig hilsen
Preben Mortensen
Idégruppen Grenaa
Åstrupskrænten 47
8500 Grenaa

Kilde: grenå bladet

charlotte


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam