En socialdemokrat fra byrådet i Rougsø har i øjeblikket en debat om dét, han ser som en dobbeltmoralsk indstilling hos folkene fra Borgerlisten. Her skriver han videre:
I Lokalavisen d. 13. september svarer Jan Andersen, valgt på Borgerlisten i Rougsø, på mit indlæg i samme avis d. 6. september.
I vanlig borgerlistestil gør han det i kommandoform. ”Gør dit hjemmearbejde!”. Og bruger så i øvrigt indlægget til dels at fortælle mig og mine elever, at jeg er en dårlig lærer, ikke beskriver sagsforløbet i kommunalbestyrelsen korrekt samt at jeg skulle mistænkeliggøre én af Borgerlistens kandidater (Olaf Madsen).
Mit læserbrev handler ikke om sagsbehandling, men om holdninger, som jeg er valgt på. Det gælder også i natur- og miljøforhold.
Her er jeg fuldstændig enig i Borgerlistens programpunkt med hensyn til bebyggelser og nybyggeri langs vore strande.
Min påstand er så, at Borgerlistens medlemmer i Rougsø, når de kæmper en kamp mod såvel grundejerforeninger, enkeltpersoner samt hele den socialdemokratiske gruppe i kommunalbestyrelsen for at lave sommerhusgrunde tættere ved strandkanten, end de nuværende retningslinier for naturbeskyttelse giver lov til, ikke er i overensstemmelse med eget valgprogram.
At jeg nævner én af Borgerlistens kandidaters tillidsposter, ser jeg ikke som nogen mistænkeliggørelse, men som en kompetence. Skulle dén eller andre af Borgerlistens formandsposter føles ubehagelige eller tyngende, tager jeg gerne over.
Kilde: Skrevet af S-kandidat Anthon Tetsche fra Udby i Randers Amtsavis d. 29. september
rex