Også det næste indlæg er fra en borgerliste-kandidat. Det er Knud Andersen, der opfordrer til nytænkning i den kommende kommune:
Borgerlisten Norddjurs afholdt opstillingsmøde i Grenå d. 31. august 2005 i Kulturhuset Pavillonen. Vi er nu så heldige, at vi har kandidater i alle de fire opstillingskommuner, men listen er fortsat åben for nye kandidater til udgangen af september.
Vi blev enige om, at vi hér op til kommunesammenlægningen står med en fantastisk chance for at bygge en kommune op på mange måder fra bunden af, så vi får et godt resultat ud af det.
Nu har vi chancen for at vise, at vi har viljen og modet til at foretage de ændringer, det bliver nødvendigt at foretage. Men hvis vi altid gør, hvad vi altid har gjort, vil vi altid få, hvad vi altid har fået, så enkelt er det. Der skal virkelig gang i nytænkningen, og vi skal have fat i den idémasse, der er ude i befolkningen. Dét opnås kun ved, at der skabes tillid til politikerne, hvilket desværre ikke altid har været tilfældet.
Der skal tages beslutninger, der vil møde modstand, foretages omlægninger, der kommer til at berøre mange af vores medborgere. Det er hér, politikeren ikke må svigte. Forklar, hvorfor et tiltag er nødvendigt! Spar borgerne for den evindelige udenomssnak, der kun skaber politikerlede! Kald en spade for en spade!
Har vi det uddannelsessystem, vi ønsker, og fungerer det til vores tilfredshed? Fungerer omsorgen for de ældre såvel som for de yngre til vores tilfredshed? Udviser vi det nødvendige ansvar og ydmyghed i forbindelse med dén tillid, borgerne viser ved at overlade os ansvaret for økonomien? Hvordan får vi det bedste ud af de menneskelige og økonomiske ressourcer, vi råder over? Hvordan skaber vi de bedste livsbetingelser for såvel brugere som personale, så vi får livsglæden ind og nedslidningen ud?
Det er hér, Borgerlisten Norddjurs kommer ind i billedet. Med en sammensætning af personer af forskellig politisk observans med en fast vilje til, gennem samarbejde, at få det bedst mulige resultat ud af den nye kommunestruktur. Det hér drejer sig om at skabe Norddjurs Kommune som en gennemsolid og solidarisk fungerende helhed.
Kilde: Skrevet af Borgerlisten Norddjurs-kandidat Knud Andersen fra Bønnerup i Randers Amtsavis d. 8. se
rex