Vi synes, debatten om velfærdssamfundet og dets overlevelse er så vigtig, at vi griber helt tilbage til en avis fra starten af august. Her giver en borger fra Randers nemlig sin vision for, hvordan der skal tænkes for at få tingene til at hænge sammen i vores samfund. Han skriver:
Kalenderen viser, at vi allerede har passeret d. 1. august, så ferietiden er så småt ved at nærme sig sin afslutning. Børnene begynder i skolen på mandag, og vi voksne skal i gang på arbejde.
Alt går sin vante gang – tilsyneladende! Vi er ikke så mange til at tage fat på arbejdsmarkedet, som vi plejer at være. Det forholder sig nemlig sådan i disse år, at cirka 100.000 trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet hvert år, mens der kun kommer omkring 50.000 unge ind i den anden ende.
Det er klart, at dette regnestykke presser vores velfærdssamfund meget. Hvordan skal vi opretholde den samme velfærd i de kommende år, når vi hvert år bliver 50.000 færre til at producere? Der er tale om, at de store efterkrigsårgange nu nærmer sig 60-års alderen, hvilket jo i vort land stort set er ensbetydende med, at man trækker sig tilbage fra den produktive del af samfundet.
Dette er muligt, fordi Folketinget for cirka 30 år siden vedtog en lov om efterløn. Denne lov havde to væsentlige baggrunde. For det første havde vi dengang meget store ungdomsårgange, som havde svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, så vi havde stor ungdomsarbejdsløshed. For det andet var der en gruppe på arbejdsmarkedet, der i en alder af omkring 60 år var fysisk nedslidte efter mange år på arbejdsmarkedet.
Man kunne løse begge gruppers problem ved at indføre efterlønsordningen. De nedslidte kunne få en velfortjent mulighed for at kunne trække sig tilbage inden den egentlige pensionsalder, og de unge ledige kunne få arbejde.
Situationen i dag er stort set omvendt. Vi har meget lave ungdomsårgange og ingen ungdomsledighed. Og antallet af personer på 60 år, der har været aktive på arbejdsmarkedet i 45 år, siden de var 15, er ganske lille.
Som arbejdskraftregulerende instrument er der ikke længere brug for efterlønnen. Vi har brug for, at så mange som overhovedet muligt bidrager til den fælles velfærdsproduktion enten direkte eller indirekte.
Det er klart, at hvis vi lader store årgange trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet som 60-årige, mens disse erstattes af halvt så mange, kan vi ikke opretholde det samme serviceniveau i vore velfærdsydelser, og nogen må betale. Se bare på vore skoler, ældresektor, uddannelsesinstitutioner generelt og så videre.
Vi har skabt et samfund, hvor den enkelte borger kan klare sig økonomisk fra sit fyldte 60. år qua forskellige pensionsordninger, herunder efterlønnen.
Den enkelte kan klare sig, men samfundet kan ikke klare sig uden den enkelte. Dette er er en meget væsentlig pointe i den aktuelle velfærdsdebat. Den tidligere amerikanske præsident John F. Kennedy`s meget kendte udtalelse passer godt ind i den aktuelle danske situation i 2005. ”Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land!”
Vi står faktisk ved en skillevej mellem individualisme og fællesskab. De seneste mange års politik har styrket individualismen i vores samfund, på bekostning af forståelsen af samfundet som en fælles forpligtethed.
Hvis vi alene i vores velfærdspolitik fokuserer på, at den enkelte skal have det godt, kan det blive på bekostning af varetagelsen af nogle fælles samfundsopgaver. Det er på høje tid, at vi fokuserer på hvilke skadevirkninger, det fører med sig, udelukkende at understøtte en lovgivning, der prioriterer den enkeltes frihed.
Kilde: Skrevet af Niels Bach i Randers Amtsavis d. 5. august
rex