Ved et fælles budgetseminar for Grenaa, Rougsø, Sønderhald og Nørre Djurs kommuner den 10. august var der bred enighed om ikke at give tillægsbevillinger til nye aktiviteter - medmindre der anvises kompenserende besparelser. Ligeledes må der i budget 2006 ikke indregnes nye aktiviteter/forbedringer af serviceniveauet, medmindre der sker tilsvarende besparelser på andre områder. Det var et godt og inspirerende møde, men er viljen tilstede til at overholde intentionerne?
Allerede dagen efter, den 11. august ved kommunalbestyrelsesmødet i Nørre Djurs, besluttede et stort flertal at give starttilladelse til et udviklingsprojekt i millionklassen, nemlig udbygning af Ørum Aktiv Center.
Her brød man med alle de intentioner, der forhåbentlig var grundlaget for budgetseminaret dagen før, nemlig at styrke økonomien op til sammenlægningen. Man brød, uden at blinke, den fornuftige beslutning om at afstå fra tillægsbevillinger og aktivitetsforbedringer uden anvist besparelse på andre områder.
Helt grotesk bliver det, når man har læst interviewet med borgmester Jens P. Jellesen i Randers Amtsvis d. 6. august under overskriften »Økonomiske skyer i Nørre Djurs«, hvor det fremgår at kommunen skal spare ca. 10 millioner kr. på diverse udvalg. Hertil udtaler borgmesteren: »Noget må sættes i stå, udviklingsprojekter må vente«. Men det var den dag...!
Med venlig hilsen
Knud Andersen
Medlem af Nørre Djurs’
kommunalbestyrelse
Kandidat for Borgerlisten
i Norddjurs Kommune
Kilde: grenå bladet
charlotte