Skolernes fritidsordning er et godt tilbud til forældre, som har behov for at få deres børn passet før og efter skoletid. I Grenaa Kommune er systemet dog lidt tungt med hensyn til opsigelsesfrister med mere. Normalt er der én måneds opsigelse, men kommer vi forbi 1. maj hænger man på pladsen indtil 1. oktober.
Dette har byrådet vedtaget for mange år siden. Som forældre kan behovet for pasning dog hurtigt ændre sig, og derfor er en opsigelsesfrist på op til fem måneder helt urimeligt i et moderne samfund.
I Nørre Djurs Kommune har man en opsigelsesfrist på én måned året rundt. Samtidig strikkes prisen sammen i forhold til behov for morgen- og eftermiddagspasning. Et fleksibelt system som fungerer uden problemer, og som både personale og brugere er glade for. I Grenaa er opgaven med at observere pasningsbehovet, og dermed styre personalekapaciteten, tilsyneladende vanskeligere. Måske med baggrund i, at mange ikke benytter SFO i sommerferien, og derfor gerne vil melde deres barn ud i juli måned. I Nørre Djurs er juli betalingsfri, som den også tidligere var i Grenaa. I Grenaa har man derimod låst kunderne fast i systemet, og de skal oven i købet betale for juli, selvom SFO’en er lukket to uger i denne måned!
Bureaukratiet lever endnu i Grenaa, men vi må håbe, at kommunesammenlægningen resulterer i mere fleksible ordninger til gavn for borgerne.
Med venlig hilsen
Gert Karlson
Skovbrynet 14
8500 Grenaa
Kilde: Grenå Bladet
rex