En nordenfjords socialdemokrat gør i det følgende op med miljøministerens tanker om at gøre en masse byggegrunde lovlige, blot ved at hæve de miljømæssige grænseværdier. Han skriver:
Det minder lidt for meget om en ”ude af øje, ude af sind”-holdning, når miljøministeren med et pennestrøg vil frikende og dermed fjerne 100.000 miljøbelastede grunde.
Kortsigtede løsninger uden dokumentation er naturligvis ikke noget, socialdemokraterne kan støtte – derfor ønsker vi at få afklaret, om der er miljømæssige og sundhedsmæssige problemer ved ministerens forslag.
Usikkerheden er netop opstået, efter at flere eksperter herunder medlemmer af miljøministerens egen ekspertgruppe nu sætter spørgsmålstegn ved konklusionerne i dén miljørapport, som miljøministeren har lagt til grund for sit udspil om ændrede grænseværdier for forurenet jord.
Vi vil simpelthen vide, om der er sundhedsmæssige problemer forbundet med at hæve grænserne for gift i jorden. Det vil vi ikke kun af hensyn til nuværende husejere, men også i forhold til de fremtidige husejere.
Huskøbere skal trygt kunne lade deres børn lege i haven, og alle har krav på at vide hvilken type miljøbelastning, den enkelte grund har været udsat for.
Det er vigtigt, at der sondres skarpt imellem begreberne, og vi støtter gerne et forslag, der frikender ikke-sundhedsskadelige grunde, som i dag betegnes som giftige. Men er der den mindste sundhedsrisiko ved at ændre grænseværdierne for forurenet jord og dermed ændre på, hvornår en grund registreres som forurenet, forsvinder socialdemokraternes støtte.
Vi hjælper altså gerne miljøministeren med at få en god lov igennem, men vi kræver, at forslaget bakkes op af et sikkert fagligt grundlag.
Vi er overbevist om, at danskerne værdsætter et godt miljø. Vi véd jo godt alle sammen, at hverken luften, vandet eller jorden bliver renere blot ved at hæve grænseværdierne. Også derfor siger vi, at ikke en eneste giftgrund vil blive ”frikendt”, med mindre vi kan få en brugbar dokumentation for, at den er uskadelig set ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt.
Kilde: Skrevet af S-folketingskandidat Lars Bang fra Spentrup i Randers Amtsavis d. 14. maj
rex