Den nyligt overståede fejring af 60-året for befrielsen har givet anledning til forskellige former for selvransagelser, udover den naturlige fejring af dem, der gjorde modstand. Men en mand fra Hadsten synes decideret, der er en gruppe, man helt glemmer at sige tak til, nemlig sømændene:
”Jeg skriver dette for at komme af med min galde. Nu har man stadig ikke virkelig sagt en stor tak til de danske sømænd, der som de første danske mænd meldte sig i så stort tal til kamp mod Tyskland fra og med d. 9. april 1940.
Og igen skal man kun høre om de danske modstandsmænds selvforherligelse for deres modstand mod den tyske besættelse, selvom det kun var et fåtal, der fra starten begyndte at gøre modstand. Men de danske sømænd, som meldte sig til engelsk marine for at sejle med fødevarer-materiel-sprængstof m.m. på f.eks. Murmansk-ruten virkelig med livet som indsats, de kunne jo ikke gemme sig for torpedoer og miner samt kanonkugler, men måtte sætte deres lid til, at alt gik vel.
Hér er det, jeg som er søn af en sømand, som ikke overlevede, og som efterlod en kone med syv børn, hvoraf jeg som den mindste var knap halvandet år. Vi efterladte har aldrig nogen sinde fået ret meget hjælp af de danske myndigheder, og samme myndighed har kun forherliget den danske modstandsmand.
Men fakta er, at der blev dræbt flere danske sømænd, end der blev døde modstandsmænd.
Til slut vil jeg lige sige, at hvis jeg vil se et mindesmærke over de danske sømænd, ja, så skal jeg til London.
Dér er mindesmærke over de faldne danske, men hér i Danmark er der ingen.”
Skrevet af Willy Carl Grønhøj fra Hadsten i Randers Amtsavis d. 11. maj
Kilde:
rex
05/05 2023
