Begejstringen for regeringen i ovennævnte indlæg deles bestemt ikke af følgende læserbrevsskribent, der er stærkt bekymret for udsigten til kæmpe-besparelser på dagpengeområdet:
”VK-regeringen har afsløret sit sande jeg: Den rammer mange menige lønmodtagere på pengepungen med sit forslag om, at der skal spares 800 millioner kroner på dagpenge-området.
Statsminister Anders Fogh vil simpelthen gøre det dobbelt så svært at få supplerende dagpenge. Hidtil har man krævet mindst en dags ledighed pr. uge. Nu vil de borgerlige kræve to dages arbejdsløshed for at få dagpenge for de arbejdsløse timer.
I et propagandanummer af værste slags sagde regeringspartierne i aviserne, at det er folk med en årsindtægt på en million kroner, der får supplerende dagpenge. Det viste sig at være helt forkert.
Der var to - ja, du læser rigtigt: to - personer i hele Danmark, der i løbet af et år havde tjent en million og fået suppleret op fra a-kassen. Sandsynligvis direktører, der var fratrådt midt i en uge og derfor fik supplerende dagpenge for resten af ugen.
Nej, 80 pct. af de supplerende dagpenge går til lønmodtagere med jævne indtægter på under 200.000 kroner. Det drejer sig om rengøringsassistenter, HK'ere, undervisere osv., som ønsker fuldtidsjob.
Men samfundet og arbejdsgiverne lever ikke op til deres ansvar - der mangler fuldtidsjob. Så gør mange arbejdsløse det, som alle er enige om: De holder sig i gang ved at arbejde de timer, de kan få.
Dermed bliver det lettere at få fuldtidsjob senere. Derfor er det urimeligt, at de nu skal straffes for deres foretagsomhed ved at gå ned i indtægt.
Fogh-regeringen skaber med andre ord en situation, hvor det ikke kan betale sig at arbejde.
Det overrasker mig ikke, at VK-regeringen vil gøre hverdagen sur for menige mennesker med jævne indtægter. Men det er hårrejsende, at Dansk Folkeparti deltager i forhandlingerne, for DF påstår jo, at det er "den lille mands parti". Påstanden holder ikke i praksis.
For arbejdsgiverne er forslaget fra Fogh-regeringen i øvrigt en katastrofe. De vil ikke kunne få besat deres mange deltidsjob - og hvad vil de så gøre?
Hvis forringelsen bliver til virkelighed, vil de arbejdsløse kunne forlade deltidsjobbene og gå på fulde dagpenge i stedet. Dette vil de gøre, fordi de ellers går voldsomt ned i indtægt.”
Skrevet af Eigil Andersen, folketings-kandidat (SF), Holken 10, Hasle, Århus V, i Jyllands Posten d. 23. oktober
Kilde:
rex