Venstres mangeårige systemkritiker, som Britta Schall Holberg selv kalder sig, skriver i dag om de ustyrige kommunekasser. Hun skriver:
”Presset på kommunernes økonomi stiger, advarer økonomerne, der forudser, at de løbske kommunekasser kun vil løbe mere løbsk inden nytår.
Den melding skal nok give anledning til det for tiden værende standardsvar: der ser I - vi må af med dem, kommunerne og amterne.
Det er godt, at statsministeren i sin åbningstale til Folketinget sagde, at reformer skal forberedes ordentligt. De skal ikke komme som en tyv om natten. Der er i høj grad anledning til at lægge vægt på dette udsagn, når det gælder den omkalfaltring af den kommunale struktur, som på forunderlig vis er blevet den store trend i tiden.
Inden også borgerne falder for at klappe hælene sammen over for den trend, bør borgerne spørge sig, om det er strukturen i det danske kommunestyre, det er galt med, eller om det er noget helt andet, der er i vejen.
Mere ensartethed
Mange af opgaverne har kommunerne jo ikke selv fundet på. Befolkningen såmænd knap nok.
Opgaverne er i meget høj grad pålagt af et folketing, der gennem de senere år i stigende grad har følt, at hvis man skulle profilere sig, måtte det ske over de ydelser, som kun kommuner og amter kan levere.
Det er interessant, at det er den borgerligt/liberale regering, der nu lægger op til voldsomme ændringer i strukturen.
Man ønsker mere ensartethed, siger man, hvilket i sig selv er interessant, fordi bl. a. Venstre i høj grad netop hylder forskelligheden og mangfoldigheden som vigtige elementer i et nuanceret samfund.
Det er også interessant, fordi en borgerlig/liberal regering vel netop ikke som værdigrundlag har, at borgerne alene skal definere velfærd som summen af offentlige ydelser.
Statsministeren betonede da også i sin åbningstale netop det enkelte menneskes personlige ansvar.
Ikke et mål i sig selv
Det kan altså ikke være et mål i sig selv blot at følge op på en socialdemokratisk velfærdsmodel, hvis ydelsesniveau får de offentlige systemer både på lands-og lokalplan til at gå i knæ både mht. til økonomisk formåen, men også mht. dagligt arbejde.
Der kan være god grund til løbende at se på opgavefordelingen mellem stat, amt og kommuner, men det begrunder ikke i sig selv den strukturændring, som synes at være blevet en politisk tvangstanke, uden at der foreligger nogen begrundelse for den overhovedet.
Kun hvis en strukturændring har sin klare begrundelse i hensynet til borgerne, kan den komme på tale.
Omkostninger
Men begrundelsen for, at det skulle være tilfældet udestår så sandelig. Den kan ikke hænges op på økonomernes meldinger om overforbrug, for årsagen skal findes et andet sted.
Og den kan ikke begrundes i besparelser.
Tværtimod vil de strukturændringer, der lægges op til, let føre til også voldsomme økonomiske omkostninger, også fordi det vil betyde en svækkelse af det demokratiske, folkevalgte system, som vi ellers herhjemme anser for sikringen af, at ønsket om ydelser og indsatser ikke løber helt grassat, fordi nærheden til ansvarets placering bliver for lang.”
Skrevet af Britta Schall Holberg, Hagenskov, Ebberup, i Jyllands Posten d. 20. oktober
Kilde:
rex
05/05 2023
