Tak til
 






  
05/05 2023

Om privat børnepasning

Én af de mest aktive revsere af den siddende regering er en socialdemokratisk folketingskandidat fra Spentrup. Hér er han ”ude med riven” efter socialministeren ang. hendes insisteren på pravitetisering af børnepasningsområdet. Han skriver:


”Regeringen fremsatte i januar et nyt forslag på pasningsområdet. Det skulle nu være tilladt at etablere privat børnepasning i form af eksempelvis private børnehaver. Socialministeren var dengang sikker på, at private operatører i massevis ville få lyst til at gå ind på børnepasningsmarkedet.
Allerede nu er vi i stand til at evaluere på den nye model, for socialministeren har lige fremlagt erfaringerne på området.
Det blev en fiasko. Så kort kan det siges. Kun ganske få steder er det lykkedes at udlicitere børnepasning med succés. Ministeren er ked af det - hun er ked af, at det ikke er lykkedes at privatisere børnepasningen, og hun har derfor flere forslag i håndtasken, som skal få privatiseringen til at lykkes i fremtiden.
Ét af forslagene er, at landets kommuner skal tvinges til at betale 85% af driftsudgifterne til private ordninger.
Det er et på alle måder skidt forslag. Det er skidt, fordi det vil være et overgreb på det kommunale selvstyre.
Det er skidt, fordi der ikke kan gro en sund virksomhed frem, når den skal bygge på ekstra tilskud fra det offentlige.
Men det er også skidt, fordi det efterhånden er ganske få kommuner, som ikke lever op til pasningsgarantien, og det vil derfor være en helt urimelig ekstra byrde for kommunerne, hvis de skulle betale for noget, som allerede er sikret via de kommunale ordninger.
Perspektiverne er dystre. En række af landets borgmestre har da også været ude med klare holdninger til det nye forslag.
Én af de klareste udmeldinger kom fra Roskildes Venstre-borgmester, som udtalte, at han ikke mente, at de havde råd til at betale Rolls Royce-børnehaver. Han kunne have sagt det på en anden måde. Privatiseringstanken kan ikke trækkes ned over pasningsområdet, med mindre det kommer til at koste kommunerne urimelige ekstra omkostninger, som kun kan hentes ét sted, nemlig hos skatteyderne.
Når man nu som konservativ minister har et så brændende ønske om at privatisere, må det naturligvis være strengt at se det ene eksperiment efter det andet ryge i vasken.
Der er nemlig alt for mange eksempler på udlicitering, der ikke fungerer, og det er egentlig synd, for privatiseringstanker er et godt værktøj på en række områder, når man vil have den bedste og billigste løsning.
Men - for der er et men - der er nemlig områder, hvor udlicitering og privatisering er både for dyr og for dårlig.
Børneområdet er efter min opfattelse et område, som ikke er velegnet til privatisering.
Det er i øvrigt lidt underligt, at denne nye snak om private overskudsgivende børnehaver pludselig dukker op i en tid med begrænsede kommunale ressourcer.
Prisen på børnepasning er efter min opfattelse allerede alt for høj, og med en fri prisdannelse kan priserne få endnu et hop opad.
I stedet for at eksperimentere med børnenes pasning burde vi interessere os meget mere for kvaliteten af børnepasningen.
Vi står i dag med et reelt valg. Vi kan vælge at værne om kvaliteten og samtidig lægge loft over forældrebetalingen for pasning af børn.
Eller vi kan stiltiende acceptere, at priserne på børnepasning bliver endnu højere, bare fordi vi har en minister, som blindt tror, at privatisering løser alle problemer. Det er efter min opfattelse ikke et svært valg.”

Skrevet af den socialdemokratiske folketingskandidat, Lars Bang fra Spentrup.

Kilde: Randers Amtsavis d. 11. oktober.

Bjarke


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam