En præst fra Hadsten-egnen stiller i det følgende så væsentlige spørgsmål omkring den kommunale hjemmepleje, at vi har valgt at bringe det hér, skønt han ikke lige bor i vores område:
Det har bare været én af de dage”, siger hun, mens hun træt og tilsyneladende opgivende skodder cigaretten. Nu kender jeg hende temmelig godt, så jeg véd, at hun bestemt ikke har givet op. Men træt er hun – ikke blot fysisk træt efter en lang arbejdsdag, men især træt af kun at blive betragtet som en robot, der er ansat til at udføre et stykke rengøringsarbejde ud fra et nøje udregnet skema.
Hun har været hjemmehjælper i adskillige år, og jeg har ofte mødt hende ude i hjemmene. Men hvor hun tidligere havde tid til at sidde og snakke og lytte over en kop kaffe, så er hun nu ude af døren, så snart hun har lavet dét, der er anført på skemaet, for at kunne nå den næste – og den næste – og den næste….
I foråret offentliggjorde Institut for Folkesundhedsvidenskab resultaterne fra en undersøgelse, som man sammen med Hovedstadens Sygehusfællesskab har gennemført af ældreplejen herhjemme.
Denne undersøgelse bekræfter, hvad andre længe har vidst, at hjemmehjælperen, som før i tiden havde tid og overskud til – udover rengøringen – at være medmenneske og tale med og lytte til den ældre og svagelige, grundet overordnede sparehensyn er gledet ud af systemet og i stedet afløst af en hjemmehjælper, som robotagtigt arbejder ud fra et standard-skema, som vise mænd i kommunerne har udarbejdet.
For at dulme en dårlig samvittighed, som burde plage, understreger de samme vise mænd gang på gang, at det ikke er en hjemmehjælpers opgave at træde i stedet for dét netværk af familie og venner, som den ældre og svagelige ofte savner. Derfor skal de kun udføre de nødvendige rengøringsmæssige funktioner, og det kan efter sindige beregninger nås inden for dén tidsramme, der er blevet fastlagt.
Ja, det kan det givetvis, og hvis det var en fjernstyret robot, der blev sat til det, var der heller ikke noget problem. Men hvad de samme vise mænd bag skrivebordene og skemaerne ikke er opmærksomme på er, at der i mødet med et andet menneske ligger en uudtalt appel, et ordløst ønske om også at være til stede som menneske.
De embedsmænd og politikere, som er ansvarlige for dét elendige makværk at en standardisering og tidsregulering af hjemmeplejen, som mange – og især ældre hjemmehjælpere – lider under, mangler i dén grad sans for, hvad der sker i mødet med den enlige ældre og svagelige. Det er ikke noget problem at løse de rengøringsmæssige funktioner, men det er et problem at møde den anden ansigt til ansigt, når tiden ikke er til det. For i mødet, i ansigtet, ligger der en appel om, at du er til stede som menneske og ikke som en robot. Det véd hjemmehjælperen intuitivt. Det véd hun, fordi hun er et menneske, og i mødet kaldes der på hendes medmenneskelighed i langt større grad end hendes evner som rengøringsrobot.
Når adskillige indenfor hjemmeplejen klager over stigende stress, så er det fuldt forståeligt. Systemet har ansat dem til at udføre robotarbejde. Det lader sig nok gøre på en fabrik, men ikke i mødet med et andet menneske. Stress får man ikke af, hvad man når, men af, hvad man ikke når, og dét er i hjemmehjælperens tilfælde at være dét ansvarlige menneske, der i mødet kaldes på.
Problemet opstår, fordi de ansvarlige bag standardiseringen og tidsreguleringen så langt fra er de samme, som er sat til at udføre de nødvendige opgaver hos de ældre. De møder ikke på samme måde som de ansatte de ældre ansigt til ansigt og derfor heller ikke umiddelbart dén fordring, der ligger i mødet. Det fratager dem dog ikke for et medmenneskeligt ansvar.
Det er muligt, at den politisk ansvarlige efter hårdt arbejde bag skrivebordet kan sikre, at der ikke fremkommer ”røde tal” i bunden af det kommunale regnskab, men samme plitisk ansvarlige vil, når han ser sig selv i spejlet, få øje på et par røde ører. Det burde han, al den stund det medmenneskelige aspekt er blevet tilsidesat i bestræbelserne på at spare så meget som muligt, så der i stedet kan blive råd til menneskeligt set underordnede kommunale prestigeprojekter
Kilde: Skrevet af sognepræst Ole Juul fra Ødum ved Hadsten i Randers Amtsavis d. 19. januar
rex
05/05 2023
