Den seneste tid har det nærmest regnet med indlæg fra vrede pengebrugere om bankernes nyligt indførte Dankortgebyr – både private og handlende. Hér tager en topchef fra en stor Randers-bank til genmæle mod den efter hans opfattelse uretfærdige hetz mod gebyret. Han skriver:
Der er tilsyneladende ingen grænser for hvilke overskrifter, Dankortet er årsag til. Og for dén sags skyld heller ingen grænser for hvilke ulykker, Dankortet er skyld i over for detailhandelen.
Slagsmålet om, hvem der er skyld i hvad, hvem der har fornøjelse af kortet o.s.v., peger éntydigt på bankerne.
Det er hér, jeg gerne vil give et lille pip og peger på en lidt anden synsvinkel end den gængse.
Lad mig indledningsvis fastslå, at ingen – selv ikke den argeste modstander af kort og gebyr i detailhandelen – er tvunget med i en Dankort-løsning. Bryder man sig ikke om kortet, kan man vælge ikke at installere en terminal.
Man kan sige nej til Dankortet og fortsætte sine forretninger uanfægtet. Når det ikke sker, er forklaringen nok den ligefremme, at man som detailhandler er bange for at miste omsætning.
Og dét argument, tror jeg da, er helt rigtigt. Men det er for mig at se ikke et reelt argument for at skælde ud over et gebyr, som man altså fortsat kan vælge at sige nej til ved at fravælge Dankortet.
Hvis vi prøver at ”skrælle lidt af fernissen af den aktuelle diskussion”, så er ét af stridens kernepunkter, hvem der har fornøjelse af Dankortet og dermed burde betale. Detailhandelen, kunderne eller bankerne? Detailhandelen mener klart nok, at det er bankerne, og har dygtigt tilranet sig megen millimeterplads i dagspressen for sit synspunkt. De fleste kunder tror jeg ikke går højt op i sagen. Hos mange rangerer debatten på niveau med, om man betaler for en bærepse eller ej.
I forsommeren 2003 var Britta (min kone) og jeg på en uges cykelferie på Mallorca. Midtvejs var der indlagt en fridag, så der også var mulighed for at besøge det lokale marked. Og dét gjorde vi så.
Pludselig faldt vi over et par tasker, som vi ved nærmere eftertanke længe havde ønsket os. Tilpas i størrelse, og som kunne rumme et ringbind.
Vi drøftede prisen lidt, hvis vi nu købte to, og blev enige om noget, der svarede til kr. 1.500 danske kroner. Glad og frejdig stak jeg den handlende mit Visa-/Dankort.
Men han rystede på hovedet og forklarede, at han ikke tog imod kort, men viste os vej til en bankautomat, der lå nogle hundrede meter ned ad vejen.
Der gik vi så hen. Men ét eller andet gik galt; vi kunne ikke finde automaten. Vi fandt først én lidt senere, men samtidig kiggede vi på hinanden og blev enige om, at livet nok også gik videre uden de to tasker (vi gad ikke gå tilbage igen). Og så cyklede vi lykkeligt videre.
Moralen er ikke så vanskelig at få øje på. Men spørgsmålet er, om ikke vi danskere stort set dagligt opfører os på samme måde. At mange af vore indkøb opstår ud fra en øjeblikkelig påvirkning. En vinduesudstilling, der fanger vort øje, eller et tilbud, vi næsten ikke kan komme uden om på fortovet eller i supermarkedet, hvor gode tilbud som regel er placeret, så vi ser dem.
Men forudsætningen for at kunne handle og købe hér og nu er, at vi altid har kontanter på os.
Og dét har vi med Dankortet – også helt uden risiko for at blive bestjålet eller tabe pengene ud af lommen (uden at bruge dem, forstås).
Og så er det, jeg spørger: Har detailhandelen slet ingen gavn af Dankortet? Hvis man mener nej, tjaaaaa, så er der vel ikke andet at gøre end at melde sig ud af systemet. Det er som sagt ganske frivilligt at deltage.
Kilde: Skrevet af Nordea`s områdedirektør i Randers, Mogens Christensen, i Randers Amtsavis d. 15. janua
Rex
05/05 2023
