Vi har på det seneste fulgt en debat mellem en Randers-socialdemokrat og Dansk Folkepartis folketingskandidat på Djursland ang. førstnævnte læserbrev forleden om S og udlændingepolitikken. I dag er det Niels Vissing, der svarer:
D. 13. januar har folketingskandidat Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti et indlæg hér i avisen, hvor han mener, at der findes to slags socialdemokrater.
”Dem der giver DF skylden for deres tilbagegang, og så dem der griber i egen barm og erkender, at dén politik, man har haft, ikke har været god nok” – citat slut!
Så begynder Kim Christiansen at komme ind på rygning på offentlige steder, moskéer og hjælp til de fremmede, og jeg véd ikke hvad.
Kim Christiansen har skrevet sit indlæg som svar på ét af mine tidligere om, at jeg mener, Socialdemokraterne nok bør føre en lidt hårdere udlændingepolitik. Men dét budskab er åbenbart ikke trængt ind hos folketingskandidaten.
Som jeg skrev, ja, så har S ikke været gode nok til at formulere deres udlændingepolitik – og dét er en skam, for det er en human politik, som langt den største del af befolkningen ville kunne støtte.
Derfor må vore folketingspolitikere fra S på Christiansborg – efter min mening – blive bedre til at forklare dén politik, S står for.
Til slut skriver Kim Christiansen, at det er direkte usmageligt, at jeg har tilladt mig at nævne, at på Dansk Fronts hjemmeside er der et link til Dansk Folkeparti.
Det er da ikke panik, Kim Christiansen – det er fakta. Prøv selv at gå ind på hjemmesiden, og du vil se, at jeg har ret!
Jeg skrev også, at langt størstedelen af DF`s vælgere garanteret ikke sympatiserer med Dansk Front!
Kilde: Skrevet af Niels Vissing fra Randers i Randers Amtsavis d. 15. januar
Rex