I disse dage vrimler det med indlæg, hvor folk opfordrer til oprør mod bankernes nyeste gebyrpåfund. Et socialdemokratisk amtsrådspolitiker slutter sig til koret med det følgende:
Der var engang, vi fik vores løn udbetalt i kolde kontanter hver fredag. Med baggrund i, at firmaerne på lønningsdagene lå inde med mange kontanter, overgik betalingen til check, og medarbejderne måtte i banken og hæve lønnen. Bankerne så nu deres fordel i at oprette løn-konti, så de fik den enkelte lønmodtager som kunde. Dét medførte, at vi alle blev udstyret med check-hæfter, så vi på dén måde kunne klare vores betalinger i butikkerne.
I en aftale mellem bankerne og forretningslivet blev Dankortet senere indført, og ville man fortsat bruge checks, måtte man nu betale gebyr pr. check. Dankortet rationaliserede betjeningen i butikkerne, så den nu gik hurtigere – der skulle ikke skrives check ved disken, eller der skulle ikke findes kontanter i pungen. Men det skabte også en rationalisering i bankerne, hvor alt pr. automatik blev bogført. Så i rationaliseringens hellige navn har Dankortet skabt besparelser både i forretningerne og bankerne. Noget, vi i dag ikke hører om. Det pengeløse samfund er kommet et skridt nærmere – og dog!
Med indførelsen af et gebyr pr. hævning er det lige ved, at man som forbruger føler sig godt og grundigt taget ved næsen. Langsomt, men sikkert er vi ført ind i et afhængighedsforhold til denne lille plastikdims i vores pung.
Det kunne være, at vi som forbrugere/lønmodtagere må gå vejen hen til bankens kasseåbning én gang om ugen og hæve penge og derefter betale med kontanter i forretningerne. Det kan da ikke være rigtigt, at vi som kunder begge steder (banken og forretningerne) skal betale for at bruge vore egne penge.
Kilde: Skrevet af Bent Mikkelsen fra Grenå i Randers Amtsavis d. 8. januar
Rex