Der har længe været stor ballade om budgetterne i Midtdjurs Kommune, som endnu engang har været med voldsomme uventede overskridelser. Herom skriver Hardy Vinter:
I et indlæg i Århus Stiftstidende d. 24. december fortæller borgmester Kim Dalgaard Poulsen, at både han og økonomiafdelingen på et tidligt tidspunkt har peget på, at kommunen ville løbe ind i problemer, og at han dermed ikke har holdt kommunens økonomiske situation skjult for kommunalbestyrelsen.
Denne oplysning harmonerer dårligt med, at det på kommunalbestyrelsesmødet d. 3. november af borgmesteren blev oplyst, at der ifølge de nyeste økonomirapporter ville blive budgetoverskridelser – i alt 13,7 millioner kroner i 2004. På forespørgsel blev det både af borgmester Kim Poulsen (V) og økonomiudvalgsmedlemmerne Svend Erik Johansen (gruppeformand i Venstre) og Kim T. Jensen (gruppeformand for Socialdemokraterne) tilkendegivet, at det var ærgerligt med disse overskridelser, men nu var der rent bord for 2004. Og i budgettet for 2005 var situationen genoprettet, hvorfor der blev opfordret til besindelse.
Med disse formanende ord fra økonomiudvalgets medlemmer tog kommunalbestyrelsen situationen til efterretning.
Kun tre uger senere blev det imidlertid klart, at der nu var konstateret yderligere budgetoverskridelser, så afvigelserne nu kommer op på ca. 19 millioner kroner og yderligere formentlig et millionbeløb på det decentrale skoleområde.
I løbet af december 2004 må borgmesteren og økonomiudvalget samtidig erkende, at budgettet for 2005, som en måned tidligere over for kommunalbestyrelsen var oplyst som retvisende, er fejlbudgetteret med ca. 10 millioner kroner.
Det er på dén baggrund, at jeg føler mig misinformeret om kommunens økonomiske situation, og derfor har jeg d. 20. december bedt Tilsynsrådet om råd med hensyn til min initiativpligt.
Den manglende økonomistyring i Midtdjurs Kommune har næsten tømt kommunekassen og bragt kommunen på randen af at blive sat under administration. Selv meget uværdige nedskæringer overfor pensionister, skoler og daginstitutioner vil ikke kunne hindre en væsentlig negativ kassebeholdning i 2005.
Jeg har d. 20. december bedt om at få en sag på kommunalbestyrelsesmødet i januar, hvorefter eksterne undersøgere skal afdække årsagerne til kommunens manglende økonomistyring.
Kilde: Skrevet af kommunalbestyrelsesmedlem og udvalgsformand i Midtdjurs, Hardy Vinter, i Randers Amtsa
Rex