Det er åbenbart de unge radikales tur i dag, for hér er endnu et indlæg. Det er skrevet i anledning af, at flere af de unge Venstrefolk har været i pressen med udsagn om, at arbejdsløse ikke skulle have stemmeret. Hertil siger Camilla Gade:
”Et fremtrædende medlem af Venstres Ungdom, Lotte Noer, har sat spørgsmålstegn ved arbejdsløses stemmeret. Direkte citeret siger førnævnte VU`er, at ”tidligere kunne borgere, som ikke havde arbejde, og derfor ikke bidrog til samfundet, ikke stemme ved demokratiske valg (…) Der synes at være fornuft bag dette standpunkt.
Dén holdning, der kommer til udtryk hos VU`eren, er ikke bare udemokratisk. Den er også arrogant og et klart udtryk for en manglende forståelse for andre menneskers vilkår!
Tilmed synes VU`eren at ville vende tilbage til fortidens undertrykkende og klasseopdelte samfund. En skræmmende tanke, som må afvises på det kraftigste. Grundprincippet om den lige stemmeret sikrer et retfærdigt og stabilt samfund for alle.
Men hvad værre er: Dette VU-medlem står ikke alene! Flere andre har udtrykt samme holdning i den efterfølgende debat. Som radikal er jeg stor fortaler for ytringsfriheden. Alle har ret til en mening – også en arrogant VU`er. Men der må da være grænser for galskaben.
Der argumenteres for udtalelsen med, at de arbejdsløse er for krævende. Det kan jeg slet ikke genkende. Ærligt talt synes jeg, påstanden er uforskammet.
Arbejdsløshed kan ramme os alle og skal ikke føre til manglende indflydelse. Arbejdsløse ønsker og fortjener samme rettigheder som alle andre – rettigheder, som VU`eren altså vil fratage dem. Alene tanken om, at sådanne holdninger findes blandt politisk aktive, er lidt skræmmende.
Det tegner ikke godt for fremtidens Venstre-folk.”
Kilde: Skrevet af lokalbestyrelsesmedlem i Radikal Ungdom, Camilla Gade fra Randers, i Randers Amtsavis
/jimmi