Også Venstre-borgmesteren i Randers går allerede nu i tidlig valgkamp. Her roser han regeringen, fordi den holdt fast i sit forslag om at hæve hastighedsgrænserne på motorvejene:
”Da man diskuterede regeringens forslag til nye fartgrænser på motorvejen, var der ingen grænser for, hvad modstanderne kom frem med af skræmmescenarier om kommende blodbad på vejene med mange flere kvæstede og dræbte pr. år.
Én af de mest fremtrædende modstandere af de højere fartgrænser var trafikordføreren for SF, Margrethe Auken, som talte om mirakel, hvis ikke der forekom flere ulykker.
Heldigvis fik hun og de andre modstandere ikke ret, for nu viser det sig, at i det første halve år med de nye fartgrænser har det derimod haft den stik modsatte virkning.
Vi har nemlig haft et kæmpefald på hele 43% i antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne. Det tilskrives dét, som vi alle selv kan se på motorvejen i dag, nemlig at vi har fået en større fartmoral, da fartgrænserne nu opfattes som fornuftige af et stort flertal af bilisterne.
Dermed er det blevet nemmere at være bilist i Danmark især for de mange tusinder, der bruger deres bil som arbejdsplads, da de kan komme hurtigere, nemmere og sikrere frem i deres dagligdag.
Nu skulle man jo mene, at med så stærke beviser ville modstanderne erkende, at de tog fejl. Men Margrethe Auken er som vanligt så stædig, at selv fakta ikke skal få hende til at skifte holdning, så hun holder fast i sit gamle budskab om det negative i fartgrænserne.
Som SF`er er man jo nok også af dén holdning, at vi alle bare skal bruge kollektiv trafik i stedet for. Men de glemmer jo så, at vi ikke alle bor i hovedstaden med S-tog, Metro, mange busruter, og at mange vest for Storebælt ikke har noget alternativ til deres bil, hvis de gerne vil frem til arbejde.
Vi andre kan så i mellemtiden glæde os over, at regeringen stod fast på deres beslutning, så vi alle kan glæde os over den nyeste statistik.”
Kilde: Skrevet af Randers-borgmester og nyslået folketingskandidat for Venstre, Michael Aastrup Jensen,
/jimmi